x

Air – tilfældets musik

Air – tilfældets musik

Billede: Linda Bujoli

Den franske duo Air er tilbage med deres hidtil mest afdæmpede og drømmende plade. De senere år har Air ladet sig inspirere dybt af japansk folkemusik, og de har arbejdet med så forskellige folk som Sofia Coppola, Jarvis Cocker og Charlotte Gainsbourg. Og det hele skyldes mere eller mindre tilfældigheder.

Interviewet har tidligere været bragt i GAFFA marts 2007

Air er tilbage. Den franske duo alias sangerne og multiinstrumentalisterne Jean-Benoît Dunckel og Nicolas Godin, der brød massivt igennem i 1998 med debutalbummet Moon Safari og hitsinglen Sexy Boy, er aktuelle med albummet "Pocket Symphony". Deres sjette, hvis man medregner soundtracket til filmen "The Virgin Suicides" og et spoken word-album indspillet med den italienske forfatter Alessandro Baricco.

Som sædvanlig er musikken afslappet og tilbagelænet og fremstillet på en nogenlunde ligelig blanding af elektroniske og såkaldt rigtige instrumenter, og som vanligt er der nogle instrumentale kompositioner undervejs. Duoen synes dog endnu mere tilbagelænet og eftertænksom end tidligere, og "Pocket Symphony" indeholder kun en enkelt decideret dansabel og up-tempo sang, "Mer Du Japon". Hvorfor denne udvikling – er Air ved at blive gamle og trætte? GAFFA spurgte duoens ene halvdel, Nicolas Godin.

– Ja, jeg er blevet gammel og træt og synes, dansemusik er noget værre syndigt noget. Engang da jeg var barn, så jeg også mine forældre danse med hinanden, og det har været en dybt traumatisk hændelse, griner Nicolas ironisk. – Nej, spøg til side. Vi kan godt lide dansemusik, men vi er også tiltalt af det mere afslappende og drømmende, og det har vi jo været på alle vore plader. Det er dog ikke sådan, at vi har besluttet, at vi skulle lyde på en bestemt måde på vores nye plade, sådan har vi bare udviklet os mere eller mindre ubevidst. Det kan også skyldes, at vi længe har været vilde med moderne, minimalistiske klassiske komponister som Philip Glass og også musikalske impressionister som Ravel og Satie, der ofte har dyrket roen og rummet i deres musik.

Er musikken på "Pocket Symphony" langsom, er Godins talestrøm derimod højspændt og bliver produceret i et tempo, der ville få Lotte Heise til at udbede sig en staveplade. Og hvor de to Air-medlemmer ellers ofte er blevet gjort til grin af journalister for deres franske accent, når de taler engelsk, har mange års medieeksponering åbenbart hjulpet på udtalen. GAFFA prøver ellers i et anfald af selvovervurdering at gennemføre interviewet på fransk, men kombinationen af en dårlig mobiltelefonforbindelse og Nicolas’ taletempo sætter hurtigt en stopper på forsøget.

Japansk strengeleg
Umiddelbart lægger "Pocket Symphony" sig i tydelig forlængelse af sin forgænger, den tre år gamle "Talkie Walkie", men hvis man folder ørerne ud, kan man rundt omkring høre nogle usædvanlige strengeinstrumenter. Nærmere betegnet er der tale om de traditionelle japanske strengeinstrumenter koto og shamishen, som bliver spillet af Nicolas, der har brugt et år på at lære at spille på de klassiske instrumenter. Hvorfor denne japanske inspiration?

– Det startede med, at vi blev opfordret til at lave en sang til Sofia Coppolas film "Lost In Translation", der som bekendt foregår i Japan. Det blev til nummeret "Alone In Kyoto", og for at researche lidt hørte vi en del traditionel japansk folkemusik og blev meget inspireret af den. Den japanske musik har en drømmende afslappethed og minimalisme over sig, som også findes i vores musik, og vi syntes, det var et interessant sammentræf, for indtil da vidste vi ikke ret meget om japansk musik. Men det betyder nu ikke, at vi har tænkt os at spille på koto i al evighed. Lige nu er vi bare vilde med den musik.

På "Talkie Walkie" havde Air mod sædvane ingen gæstevokalister med, men leverede selv alt vokalarbejdet. Denne gang har de derimod fået et par prominente gæster med, nemlig den gamle Pulp-sanger og nuværende soloartist Jarvis Cocker og The Divine Comedys Neil Hannon, der medvirker på hver sit nummer. Men hvorfor have gæster med igen, og hvorfor lige de to?

– Det var mere eller mindre tilfældigt. Vi mødte hinanden i forbindelse med, at vi lavede musik til Charlotte Gainsbourgs album "5:55" (se nedenfor, red.), hvor de var tekstforfattere. Og så blev vi enige om at fortsætte samarbejdet, fordi de har nogle flotte stemmer, skriver nogle gode, poetiske tekster og er nogle cool fyre. Længere er den sådan set ikke.

Jarvis Cocker og Neil Hannon opfattes normalt som meget britiske – de var jo nogle af frontfigurerne på britpop-scenen – og I betragtes ofte som meget franske. Var det for at give jeres musik en mere britisk lyd, at I tog dem med?

– Nej, ikke specielt, og faktisk er de begge to meget frankofile. De er begge store fans af Serge Gainsbourg, ligesom os, og så er Jarvis jo også fransk gift og bor i Paris nu. Så det er nok lige så meget et forsøg fra deres side på at lyde franske, som det er et forsøg fra vores side på at få en britisk lyd.

Ring bare, filminstruktører
Airs uhyre stemningsmættede musik beskrives ofte som filmisk, og duoen har da også lavet musik til tre film, alle af amerikanske Sofia Coppola. De skabte hele soundtracket til hendes første spillefilm "The Virgin Suicides" og har bidraget med et nummer til hver af hendes senere to værker, "Lost In Translation" og "Marie Antoinette".

Hvorfor bliver I ved med at samarbejde med Sofia Coppola? Er hun jeres yndlingsinstruktør?
– Nej, det startede egentlig bare med, at vi begyndte at hænge ud sammen i Paris, hvor hun bor nu (og i øvrigt danner par med Thomas Mars, sangeren i det franske band Phoenix, red.). Hun er en sød pige, og hun har spurgt os, om vi ville lave noget musik, hver gang hun har lavet en film, og så har vi sagt ja, fordi vi er så høflige, klukker Nicolas. – Men hun laver da også nogle gode film.

Kunne I så tænke jer at skabe musik også til andre instruktørers film?
– Ja, og især hvis det også var al score-musikken og ikke bare udvalgte numre. Men der er faktisk ikke nogen, der har spurgt os ud over Sofia, afslører Nicolas.

Så jeg kan godt skrive i GAFFA, at hvis der er en instruktør, der vil have jer til at lave musik til sin film, så kan vedkommende godt kontakte jer?
– Ja, skriv det endelig, griner Nicolas. – Men vi har godt nok en fyldt kalender lige de næste par måneder, hvor vi skal på turné. Vi kunne også godt tænke os igen at skrive musik til en anden kunstner, ligesom med Charlotte Gainsbourg og med forfatteren Alessandro Barrico, men det bliver nok heller ikke i nærmeste fremtid. Vi overvejer i øvrigt at udsende en instrumentalversion af pladen med Barrico, for han læser op på italiensk, og det er der jo ikke så mange uden for Italien, der forstår, så den plade gik lidt hen over hovedet på folk, siger Nicolas og har igen svært ved at undertrykke sin latter.

Sidste år lavede Nicolas Godins Air-kollega Jean-Benoît Dunckel under aliaset Darkel et drømmende soloalbum ikke langt fra Airs musikalske univers. Og når man har fat i Nicolas, er det oplagt at spørge ham:

Kommer du også med en soloplade, og er Air ved at være fortid?
– Nej, det var bare, fordi Jean-Benoît havde så mange sange inden i sig, som han ikke kunne komme ud med i Air-regi. Det har jeg åbenbart ikke, i hvert fald ikke lige nu, og det meste af min sparsomme fritid bruger jeg på at nørkle med vores udstyr i studiet. Hvis man ellers kan kalde det fritid. Men det er altså ikke, fordi Jean-Benoît er på vej ud af Air. Vi fortsætter en rum tid endnu.

Charlotte Gainsbourg – en karismatisk kvinde
I 2006 skrev Air musikken til og spillede de fleste instrumenter på den fransk-engelske sangerinde og skuespillerinde Charlotte Gainsbourgs første album på engelsk, "5:55". Og så kunne det jo være rart at høre, om Nicolas Godin kan sige sig helt fri for at have sagt ja til at arbejde med hende, fordi hun er datter af Air store idol, provo-crooneren Serge Gainsbourg.

– Hvis du har været sammen med hende i bare få minutter, vil du vide, at hun er en meget karismatisk kvinde, og så har du allerede glemt, hvem hendes far er. Men i øvrigt var det helt tilfældigt, at vi blev enige om at lave musik sammen. Hun og vi mødtes til en Radiohead-koncert i Paris, hvor Radioheads og Airs fælles producer Nigel Godrich også var der, vi swingede godt sammen, og så blev vi enige om at lave en plade sammen. Senere fik vi så koblet Jarvis Cocker og Neil Hannon på som tekstforfattere, fordi Charlotte gerne ville have nogle tekstforfattere, som beherskede det engelske sprog i alle dets nuancer. Og Jarvis og Neil har vi så også arbejdet sammen med igen på vores nye album.

Airs hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA