Nyhed

Illdisposed færdiggør album

Metalbandet er færdige med at indspille og skal mikse pladen til december

På Illdisposeds officielle MySpace-side kan man i dag læse, at gruppen har færdiggjort indspilningerne til deres kommende album.

Efter at have tjekket sporene igennem en sidste gang, vil Illdisposed sende dem til Sverige, hvor Fredrik Nordström (At The Gates og Dimmu Borgir) skal mikse pladen sammen med Bo Summer og Jakob Batten fra bandet.

I MySpace-indlægget fortæller Batten, at det nye album er indspillet helt anderledes end tidligere, og langt det meste er first takes for at få en mere rå og levende lyd.


Bandet er lige nu i Schweiz, hvor de skal spille koncert i morgen lørdag, men vender snart tilbage for at spille i Danmark.

Det betyder, at man kan opleve bandet live 15. december på The Rock i København, hvor man måske endda kunne være så heldig at få lov til at smuglytte lidt til det nye materiale.

ANNONCE