x

Nekrolog: Sort hul i solen – Chris Cornell er død i Detroit, 52 år

Nekrolog: Sort hul i solen – Chris Cornell er død i Detroit, 52 år

Så døde den forårsdag! Og missende mod solen spekulerer man i, om den mon også har samme hul i sig, som jeg har i mit hjerte. For endnu en rocker er stået af kværnen i al for ung alder. Det er Chris Cornell med den fabelagtige stemme, der har sunget sin sidste strofe. Og det er ikke til at bære.

Jeg var ret vild med grunge - ikke på Henrik Tuxen-niveau og læserne må have os undskyldt, at det ikke bliver denne personlige ven og grungeekspert, der skriver disse linjer. Men jeg var vild med grunge, og Soundgarden med Chris Cornell i front på vokal og guitar og Kim Thayil på sin monstrøst fede Guild-spade var dem, der gjorde DET for mig, ja, sgu nærmest mere end Nirvana og Pearl Jam, som var dem de vel især bør sammenligned med. Både i egne knivskarpe sange og i deres totale thrashudgave af Beatles-sangen I Want You/She's So Heavy. Soundgarden havde bare noget ekstra, og Chris Cornells ekstraordinære stemme og originale måde at skrive sange på var bare noget helt specielt.

Skal man finde et lille lys i mørket, så er det, at ringen sluttede for Chris, som i går også gav sin sidste koncert på den lange tur med det gendannede Soundgarden, som nu må afbrydes. Jeg vil i den forbindelse undlade at spekulere i dødsårsag, for det er sket så pludseligt, og vi må respektere hans enke og børnene, samt vennerne i bandet, og alle os fans, for helvede, der aldrig mere skal høre stemmen, der kunne udtrykke mere end de flestes.

Jeg kommer også til at savne Chris i rollen som storyteller. Ubetalelige historier fra landevejen, som den überafslappede mand ville fyre af, sidst da jeg var så heldig at opleve ham solo for godt et år siden, hvor han efter min mening leverede en koncert på højde med en Neil Young. Ja, jeg ved det godt, store ord fra en mand blændet af en ubarmhjertelig sol...

Ved den lejlighed skrev jeg bl.a.:

"...Og han var bevæbnet med dels et overraskende afvekslende spil både med plekter og fingerpicking, og dels med sin store stemme, som sejrede overbevisende mange gange under den små to timer lange seance. Og han nød det, hvordan stemmen bare stod suverænt i rummet, og snart begyndte han at fortælle om dengang og nu. Om mange års koncertsale med mindre overbevisende forhold og ofte med en penis tegnet på væggen. Det slog aldrig fejl i følge Cornell. Og så til den akustiske turné og besøg i lokaliteter som Utzons operahus i Sydney og koncertsalen i DR Byen.

Han havde os i sin hule hånd, og dem der ikke lige var med, blev skamløst charmeret, så de var på med hud og hår. Af mestersange på stribe fra det righoldige katalog fra hans egne soloplader og fra de forskellige bands, han har opladt sin røst i, først og fremmest Soundgarden, Audioslave og Temple Of The Dog. Og med fraseringer på højeste niveau serveret af en stemme, der med utrolig smidighed mestrede både baryton- og tenorområdet og også kunne lave ting i falsetten, som de fleste må nøjes med at drømme om. Han havde lige aflyst en koncert på grund af det danske vejrs indvirken på stemmen, og undskyldte sågar på et tidspunkt for ikke at være på toppen. Det havde han ikke behøvet, for som han sang, var det den rutinerede sanger, der bare føjede nye nuancer til øsende fra den enorme mængde stemme, der stadig var i behold".

Chris var rystende god den aften, som han var det rigtigt meget i en karriere, hvor han gav så utroligt meget af sig selv i en ubændig lyst til at optræde, formidle og dele. Gavmild var han, og vi kommer ikke til at glemme ham.

Født i Seattle

Det er en af pragtfulde Seattles egne, der døde i går. Chris Cornell blev født i byen, der ligger i krydsfeltet mellem Mount Rainiers isklædte kontrafej og Puget Sounds dybblå vand, mens Olympic Mountains ligger idyllisk på den anden side. Men også et randområde, hvor der var stor arbejdsløshed og her i gennem blev grundlaget for en bølge som Grunge til. Chris Cornell var en ensom fyr, der fra barnsben kæmpede med depressioner, noget han altid har været åben omkring og som også figurerede i hans ofte martrende tekster, ikke mindst som hittet med Soundgarden, Black Hole Sun.

Han startede tidligt ud med et jamband, hvor tilflytteren Kim Thayil også var med. Dengang spillede Cornell trommer og sang. Siden blev Soundgarden dannet, opkaldt efter en lydskulptur, drengene havde flippet over. Og med Ben Shepherd på bas og Matt Cameron på trommer fandt gruppen sin endelige form. De debuterede på Seattle-pladeselskabet Sub-Pop allerede i 1987, men deres gennembrud kom med den formidable Badmotorfinger fra 1991, hvor de viste en stil, der var påvirket af selvfølgelig Black Sabbath, men også havde mange spændende og usædvanlige akkord-forløb og originale breaks og såkaldte Open Tunings på guitarerne, der åbnede op for mange utraditionelle forløb, som ikke var hørt før. Det skulle da lige være fra bands som Sonic Youth.

Bandet ville snart antage en nærmest psykedelisk karakter, samtidig med at de smadrede dig helt op ad væggen med de tunge riffs og Thayils skæve guitarer, der havde reference til hans indiske baggrund. Pladen havde fantastiske numre som Outshined, der er en klassiker. Alligevel var det selvfølgelig med 1994-albummet Superunknown, at de brød alle grænser og blev en mainstream-sensation. Det var på den plade, at hittet Black Hole Sun røg i heavy rotation. Jeg så dem på den efterfølgende turné, hvor de optrådte sammen med et veritabelt overflødighedshorn så som Blind Melon, Mudhoney, Faith No More og andre. Alligevel var det da Chris Cornell entrede scenen til sidst sammen med de tre andre og lagde salen ned, at vi for alvor måtte overgive os. Fordi de var så originale i deres måde at lave riffs på, og altså til i går havde en sanger, som kunne synge op mod lige meget hvad man kom med. Dramatisk og med tekster, der var selvudleveringer, pegende mod et indre liv, der somme tider kaldte på en tur på rehab, for nu at udtrykke det diplomatisk.

Efter Soundgarden fortsatte Cornell med at imponere i Audioslave og med sin solokarriere. Alligevel er det som Soundgardens ikoniske sanger, at vi skal huske ham. Som et vaskeægte scenedyr og en god fyr, der krængede sit hjerte ud for rocken og sit publikum.

Det må være tomt at være Kim Thayil og de andre, der i stedet for at spille den planlagte koncert i aften, skal til at deale med en epoke, der er slut, en familie der er chokeret og et stort sort hul i solen.

Chris Cornell (1964-2017) - Æret være hans minde.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA