Nyhed

Choir of Young Believers påbegynder debutalbum

Det danske band begynder året med tv-optræden, prisnomineringer, hitlisteplaceringer og indspilning af debutplade

Danske Choir Of Young Believers, der sidste år debuterede med ep’en ”Burn The Flag”, er gået i studiet for at indspille deres debutalbum.

Bandet starter 2008 som de sluttede 2007; med en hel del anerkendelse og opmærksomhed.

Singlen ”Sharpen Your Knife” sluttede på førstepladsen på P3's alternative hitliste Det Elektriske Barometers top 30-liste over årets mest populære sange. Bandet var også at finde på samme listes 14. plads med sangen ”Why Must It Always Be This Way?”, som stammer fra COYBs anden udgivelse i 2007, vinylprojektet "Choir vs. Evil".


Tirsdag d. 8. januar viser DR2 en tema-tirsdag med fokus på de kulturelle højdepunkter, man kan se frem til i 2008. I den forbindelse er bandets
kommende debutalbum udvalgt, og Choir Of Young Believers spiller derfor titelnummeret fra ep’en i skøn forening med Danmarks Radios Pigekor.

Herudover er Choir of Young Believers nomineret
til prisen "P3 Talentet" til prisuddelingsshowet P3 Guld den 11. januar og "Årets Håb" ved uddelingen af årets Steppeulv-priser den 1. februar.

Bandet har som nævnt indledningsvis netop påbegyndt indspilningen af deres debutalbum, hvis udgivelsesdato endnu ikke ligger fast.


Besøg gruppens MYSpace-profil

ANNONCE