Nyhed

Opdatering: Tom Petty lever stadig, men er i kritisk tilstand

GAFFA.dk – alt om musik

Tidligere mandag aften skrev en række internationale medier, blandt andre TMZ, NME, CBS, Rolling Stone og GAFFA, at Tom Petty var afgået ved døden. Det er imidlertid ikke rigtigt, skriver CBS nu. Informationen kom fra Los Angeles Police Department, der på Twitter skriver, at politiet kom med fejlagtig information, men at man ikke kan bekræfte, at Tom Petty er afgået ved døden.

 

Det står dog klart, at rocklegenden er i kritisk tilstand og i respirator, efter at han blev fundet livløs i sit hjem i Malibu søndag aften lokal tid, skriver TMZ. Han trak ikke vejret og havde fået hjertestop. Det var dog stadig muligt for ambulanceredderne at finde hans puls. 


TMZ skriver videre, at Tom Petty "klynger sig til livet", men "forventes ikke at leve dagen ud."

Tom Petty har udgivet tre soloalbum, 13 album med Tom Petty And The Heartbreakers, to album supergruppen Traveling Wilburys og to med Mudcrutch. Hans seneste album var Mudcrutchs andet album 2 fra 2016. Petty slog for alvor igennem med klassikeren "Breakdown" i 1978. I 1988 kom han med i Traveling Wilburys sammen med Bob Dylan, Roy Orbison, George Harrison og Jeff Lynne, der storhittede i 1988 med "Handle With Care".

Tom Petty And The Heartbreakers spillede i Hollywood i sidste uge som led i deres udvidede 40 års jubilæumstour.

Tom Petty And The Heartbreakers gav senest koncert i Danmark ved Fængslet i Horsens i 2012. Det var dengang deres første koncert i Danmark i 25 år.

ANNONCE