Nyhed

Low-frontmand går solo

Alan Sparhawk får hjælp af Mark Kozelek og Low-medlemmerne på debuten fra Retribution Gospel Choir

Trioen Low udsendte sidste år deres ottende album "Drums And Guns", og gruppen turnerer fortsat på livet løs for at promovere det album.

Turnéen bringer dem også forbi Danmark, hvor man kan opleve dem på Vega 9. april.

Men inden da udsender frontmanden Alan Sparhawk et soloalbum under navnet Retribution Gospel Choir på pladeselskabet Caldo Verde.


Pladeselskabet ejes af den tidligere Red House Painters-frontmand Mark Kozelek, der lige nu slår sine folder i bandet Sun Kil Moon.

Det er såmænd også Kozelek, der har produceret pladen for Retribution Gospel Choir, der indtil nu kun har udsendt to ep'er.

Men 18. marts kommer debuten fra Sparhawks nye projekt, der dog ikke kommer til at ligge alt for langt væk fra Low-territoriet. Han får nemlig hjælp af både Mimi Parker og Matt Livingston fra Low, og to af sangene på det kommende album kan faktisk allerede findes på Lows seneste album i andre udgaver.


ANNONCE