GAFFA.dk – Alt om musik
I 2012 spillede medlemmer af The Strokes sammen med Johnny Depp og en række andre amerikanske kendisser en fortolkning af Tom Pettys 70’er-klassiker ”American Girl” under den Los Angeles-baserede festival Petty Fest. En video af optrædenen er blevet offentliggjort som en hyldest til den nylig afdøde legende.
Videoen starter i et studie, hvor The Strokes-guitarist Nick Valensi taler med trommeslager Fabrizio Moretti om nummeret, de skal fremføre:
”Den solo i slutningen er så hurtig. Spil ikke for hurtigt for mig, mand!” griner Valensi, og så starter øvesessionen. På behagelig vis klipper videoen over til, at bandmedlemmerne pludselig står oplyst på en scene og spiller sammen med blandt andre Johnny Depp som rytmeguitarist og komiker Sarah Silverman i korgruppen. Det hele er en pletfri, familiær og ikke mindst nostalgisk fortolkning af en af Tom Pettys største klassikere.
Artiklen fortsætter under videoen
Johnny Depp har spillet musik fra barndommen af og er tit at se på scenen med kendte rockbands. Han har blandt andre spillet med Marilyn Manson flere gange, jammet med The Black Keys og gæsteoptrådt for Aerosmith.
Herudover har stjerneskuespilleren haft gang i flere musikprojekter ved siden af filmkarrieren, blandt andet supergruppen Hollywood Vampires, der blev dannet i 2015 sammen med rock-entertainer Alice Cooper og Aerosmith-guitarist Joe Perry. Bandet gæstede Fængslet i Horsens sidste år og scorede fire stjerner af GAFFAs anmelder:
”Stjerneskuespilleren Johnny Depp – muligvis aftenens hovedattraktion for nogle – lægger solbrillerne efter et par sange, men spiller en forholdsvis tilbagetrukket rolle som rytmeguitarist i aftenens show. Måske ikke overraskende, når med- og modspilleren hedder Joe Perry: Mesterguitarist fra Aerosmith og absolut aftenens hovedperson for undertegnede. Og Perry leverer varen, selvfølgelig, i aften i gnistrende soli i blandt andre ”Come Together,” ”Manic Depression” samt Aerosmith-klassikerne ”Sweet Emotion” og ”Train Kept a-Rolling”.”
LÆS OGSÅ: Interview med vampyrerne fra Hollywood