x

Sort Sol over København

Sort Sol over København

I år er det 40 år siden, Sort Sol brød frem på den danske musikscene som punkbandet Sods. De har for længst skrevet sig ind i dansk rockhistorie som et af landets største rockbands, og den 17. marts kan de opleves i Forum Black Box.

I maj kom endelig det længe ventede album Stor langsom stjerne – det første fra Sort Sol i 16 år. GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen modtog albummet med fem ud af seks stjerner og ordene: “et orkester, der genopstår som Fugl Fønix fra asken og genopfinder sig selv. Og ikke som rockbandet med de svirpende guitarriffs, men som en musikalsk dystopisk dødsstjerne, der bevæger sig med stor langsommelighed. Det er en sej elektrorock, hvor ikke mindst Steen Jørgensen dyrker det ekstremt prætentiøse i sit dybe croon.”

Sort Sol albumdebuterede i 1979 med Minutes to Go under navnet Sods, der etablerede dem som et af Danmarks førende punkbands. I 1983 skiftede de navn til Sort Sol, og deres lyd er med årene blevet blødere og mere nuanceret. Deres kommercielle højdepunkt var albummet Glamourpuss fra 1993, en udgivelse, der solgte mere end 100.000 eksemplarer og blandt andet indeholdt hittet "Let Your Fingers Do the Walking".

Sods havde oprindeligt lineuppen Steen Jørgensen, Tomas Ortved, Peter Peter (guitar) og Knud Odde (bas). I 1984 blev Lars Top-Galia medlem af bandet, i 1995 gik Peter Peter ud under stor mediebevågenhed for siden blandt andet at spille med bandet Bleeder, og i 2001 forlod Knud Odde orkestret for at hellige sig sin karriere som billedkunstner.

Tilbage i august høstede Sort Sols intense koncert seks ud af seks stjerner på Wonderfestiwall. Torben Holleufer skrev: “Sort Sol leverede lørdag aften en koncert, der var så intens, så rigtig på mange parametre, og med et kreativt overskud og konsekvens i affyringerne, at man som tilskuer på første række glemte alt om høreværn, fordi hvad der kom bare skulle være uden filter. Så rig var lyden fra den begyndende intro, The Weightless, hvor orkestret ligesom kom sejlende og hen til de første guitarklodser af Next Century, som blev skrevet i forrige årtusind, men til fulde er en profeti til alle tider.”

Rockveteranerne forstår altså i sandhed og til stadighed at give folket gåsehud. Vi krydser fingre for samme intensitet og energi til marts.

Billetsalget starter torsdag den 2. november klokken 10.00.  

Lyt til det smukke nummer "...Like a Trance Like..." fra albummet Stor langsom stjerne herunder. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA