Nyhed

Nikolines hævnfantasi er ikke ulovlig

GAFFA.dk - Alt om musik

Siden det kom frem, at musikvideoen til Nikolines single ”Flertallet er dumme” er blevet finanseret af rapperens legat fra kunstfonden, har Dansk Folkepartis kulturordfører Alex Ahrendtsen været på krigsstien. Vi gennemgår her debatten fra start til (foreløbig) slut.

Sangen ”Flertallet er dumme” udtrykker en vrede og frustration over de mange korruptionsskandaler, vi har set i nyere tid, og Nikoline opfordrer folket til et åbent opgør med det, hun kalder pseudodemokratiets spinmaskine, antidemokratiske pengesystem og øvrige magtstrukturer. I musikvideoen bliver dette visualiseret ved, at den unge rapper skyder med en AK47 efter billeder af diverse politikere.

LÆS OGSÅ: Nikoline angriber statsministeren – og dig!


Ifølge Dansk Folkepartis kulturordfører Alex Ahrendtsen er videoen en opfordring til vold og derfor ulovlig: ”Jeg tager det helt bogstaveligt, hvad hun gør. Det er ikke satire eller ironi” udtalte han til dr.dk og understregede, at en kunstner er underlagt loven, nøjagtigt som alle andre mennesker.

Faktisk gik Ahrendtsen så vidt, at han kaldte Nikoline for en ”kvindelig Breivik”, men hans største problem var tilsyneladende, at hun havde modtaget 35.000 kroner fra Statens Kunstfond, og at dele af beløbet var blevet brugt på den omstridte musikvideo: ”Problemet består i, at hun i sin ansøgning ikke har skrevet, at hun vil lave den her video,” udtalte han.

LÆS OGSÅ: Den Sorte Skole modtager Kronprinsparrets Kulturpris


Fra Statens Kunstfond blev det dog understreget, at fonden støtter kunstneren og ikke det konkrete kunstværk, hvorfor man heller ikke forventer, at man i ansøgningen skriver konkret, hvad pengene skal bruges på. De støtter talentet, og derfor skal der også være plads til fejlskud.

I et interview med DR blev Nikoline spurgt, hvordan hun ville have det, hvis andre opfattede hendes video som en opfordring til vold, hvortil hun svarede: ” Det er meget vigtigt at understrege, at det aldrig nogensinde er kunstneren, der har ansvaret for andres misopfattelser og handlinger.”

LÆS OGSÅ: Benal går bersærk på ny single


Alligevel endte det med en politianmeldelse af musikvideoen, ikke fra Ahrendtsen, men fra en anonym borger. Men det er kun en god nyhed for Nikoline, for politiet er nået frem til, at der ikke er begået noget strafbart: ”Vi har valgt at lade der være vide grænser for rapmusikken, der har en anden måde at udtrykke sig på. Det gælder i høj grad her,” udtaler Jesper Lauenborg Bangsgaard, vicepolitiinspektør ved Københavns Politis kommunikationssektion til filmmagasinet Ekko.

Det beroliger dog ikke Alex Ahrendtsen, der mener, at politiet bare har fundet en paragraf at afvise anmeldelsen på grundet sine begrænsede ressourcer, og han har tilsyneladende ikke givet op endnu: ”Jeg kan kun spørge Justitsministeriet, om man her er enig i politiets vurdering. Det overvejer jeg at gøre,” siger han til Ekko.

ANNONCE