Nyhed

Sort Sol-trommeslager udgiver solo-plade

Tomas Ortved udforsker sin musikalske opvækst med ”Sun Pistol”

Den 3. marts udkommer Tomas Ortveds soloalbum ”Sun Pistol”. Ortved er nok bedst kendt som trommeslager i Sort Sol, men på ”Sun Pistol” springer han ud som pianist, keyboardspiller og sanger.

Ud over sin virksomhed i Sort Sol har Tomas Ortved også komponeret musik til blandt andet teater, film og tv. Ortved har herudover medvirket på plader med kunstnere som blandt andre Lars H.U.G., T. S. Høeg og Nikolai Nørlund.

Sangene, der på ”Sun Pistol” vil kredse om forfald, bitterhed og ensomhed, tager afsæt i især 70'ernes art-rock-tradition og Ortmand lover pygmævokal, tibetansk munkesang, japanske kodo-trommer samt absolut elektrisk guitar.


”Sun Pistol” er indspillet i samarbejde med det tidligere Love Shop-medlem Hilmer Hassig, der ud over at have siddet i producer-stolen også spiller blandt andet guitar, bas og banjo på pladen.


ANNONCE