Nyhed

Danske IAMJJ udgiver debutalbum og holder releasekoncert

GAFFA.dk – alt om musik

Den danske sanger og sangskriver IAMJJ har været undervejs et par år, og nu annoncerer han så sit debutalbum. Bloody Future er titlen, og albummet er på gaden 23. marts fulgt af releasekoncert på Hotel Cecil i København 5. april.

IAMJJ er en ung mand på 24 år, men stemmen er mørk og moden, og teksterne kredser om emner som at tvivle, at angre, facader og død. Pladeselskabet Mermaid Records beskriver det kommende album som et album, der både kræver noget af lytteren og giver igen. IAMJJ udtaler selv: “Når jeg får tre minutter af folks tid, er det vigtigt for mig at give dem syv tilbage”.

IAMJJ udgav i 2016 en selvbetitlet debut-ep på fem numre. I januar 2017 var han med i GAFFAs artikel "De bliver store i 2017", og samme måned optrådte han til P6 Beat Rocker Koncerthuset. I juni spillede han på NorthSide, og i september udsolgte han sin første koncert på Ideal Bar i København. Nu er han så på vej med ny single, album og releasekoncert.


19. januar 2018 udgiver IAMJJ førstesinglen ”Homer”, og albummet udkommer også internationalt via Warner Music Germany, ligeledes den 23. marts.

Torsdag den 5. april 2018 er der releasekoncert på det nystartede spillested i København, Hotel Cecil i den tidligere Jazzhouse-bygning. Med sig til koncerten har IAMJJ sit band bestående af Christian Alex Petersen, Uffe Dalskov, Lasse Ziegler og Felix Ewert.

"Hvorfor bruge en vibrator, når du har en pik?!"


I GAFFA januar, der netop er kommet på gaden, kan du læse et interview med IAMJJ, der blandt andet fortæller om sine følelser omkring det at indspille et album:

– Det er pissesvært, sådan en proces, for man vil jo gerne give det bedste, man har af sig selv lige nu. Men det har også været utroligt befriende. Folk, der laver musik kan nok relatere til følelsen af, at du nogle gange har så meget optur over dig selv, fordi du er den eneste, der sidder og lytter til den her musik. Og når dem, man arbejder med og pladeselskabet også begynder at få optur over det – så er det jo ligesom, at ens barn har fået topkarakterer i skolen. Jeg har selvfølgelig sparret meget med mine producere i forhold til at producere selve musikken, men at skrive og komponere, det har jeg gerne villet selv. Og når man vælger det, så er der også nogle ting, der bliver svært. For du bruger meget tid alene i et studie, og du bliver sindssyg i hovedet nogle gange af at sidde og lytte til dig selv i ni timer i streg. Jeg er sådan en DIY-musiker, kan man vel sige, og så hyrer jeg kun musikere ind til at indspille sangene, så vi får den her fantastiske livelyd – hvorfor bruge en vibrator, når du har en pik?!

GAFFAs anmelder var ganske positiv over for koncerten på NorthSide, som han tildelte fire stjerner med blandt andet følgende ord:


"IAMJJ’s største styrke og særkende er ubetinget hans særdeles dybe og hæse stemme, der slet ikke lyder, som om den kommer fra en pæn ung mand på 23 år. IAMJJ fremstår som en mand, der har kæderøget og drukket whiskysjusser, siden han lå i vuggen, og at høre ham synge er næsten som at lytte til jordens kontinentalplader banke mod hinanden. Hvordan han lyder, når han bliver 70, tør jeg slet ikke tænke på." Læs hele anmeldelsen her.

Varm op med en liveudgave af en af sangene fra albummet, "You in My Arms":


 

ANNONCE