Nyhed

Band Of Horses til Roskilde

Yderligere fire navne er offentliggjort til årets festival

I dag har Roskilde Festival offentliggjort i alt fem nye navne, der spiller op på Dyrskuepladsen til sommer. Første navn, amerikanske Band Of Horses, hører til i indie-rockens absolutte sværvægterkategori.

Begge bandets to udgivelser har fået en ren stjerneregn ned over sig fra anmeldernes side, og bandets popularitet er kun vokset siden udgivelsen af sidste års ”Cease To Begin”.

Koncerten på Roskilde Festival til sommer bliver Band Of Horses' anden koncert herhjemme i år. Den 4. marts spiller bandet nemlig en udsolgt koncert på Vega. En koncert der i øvrigt er gruppens første i Danmark.


Amerikanske Clutch spiller stoner-rock med inspiration i den tunge rock fra 70'erne og 90'erne, mens britiske Enter Shikari ifølge festivalen er den danseglade new rave-bølges første hardcore-band.

De sidste to navne, Roskilde har offentliggjort i denne omgang, er det amerikanske dødsmetal-band Job For A Cowboy, der er et af tidens mest eftertragtede inden for genren, og danske Pilgrimz.

Pilgrimz er blevet sammenlignet med en hård udgave af The Hives, og der er flere, der har draget paralleller mellem forsanger Max Vegas og en vis Phil Anselmo (Pantera).


Så der skulle være rigeligt at se frem til til sommer for både headbangerne og indie-folket.

Billetter til Roskilde Festival 2008 kan købes på festivalens online billetsalg samt via Billetlugen.


ANNONCE