Nyhed

MGMT udsendes i Europa

Brooklyn-duoens debutplade "Oracular Spectacular" udsendes herhjemme 12. maj

Da Rolling Stone Magazine sidste år skulle vælge ti navne, man skulle holde øje med i 2008, var MGMT på listen sammen med navne som Kate Nash, Estelle og The Cool Kids.

Brooklyn-duoen hed oprindeligt The Management og blev dannet i 2002 af de to universitetsstuderende Ben Goldwasser og Andrew VanWyngarden. Men siden da har de færdiggjort studierne, navnet er blevet forkortet, og på grund af en eftersigende temmelig heftig pladekontrakt med Sony i USA kan de nu fokusere på musikken.

MGMT indspillede sidste år i samarbejde med Dave Fridmann (Mercury Rev og The Flaming Lips) deres debutplade "Oracular Spectacular", der har fået en del omtale i hjemlandet ikke mindst på grund af singlen "Time To Pretend".


Singlen er en hyldest til det overfladiske rockstjerneliv, der i første vers beskriver et liv med modelkoner, stoffer, hurtige biler og en privat ø. Men undervejs tager livet en drejning med en realisation af, at det liv måske ikke er så fedt endda.

I en anmeldelse i Pitchfork sammenlignes MGMT med Muse og Mew blandet med new-wave synth-pop og britpop, og de har åbenbart et særligt forhold til gruppen Of Montreal.

Ikke nok med at de to bands har turneret sammen flere gange, så arbejdet Goldwasser og VanWyngarden sammen med Of Montreal-frontmanden Kevin Barnes i projektet Blik Fang.


MGMT udsender "Oracular Spectacular" herhjemme 12. maj.

ANNONCE