Nyhed

Breumm klar med debutalbum

"Det Perfekte Spild Af Tid" udkommer den 31. marts

Det er Jonas Breum og Steffen Breum, hhv. forsanger og producer i nu hedengange Coolsville, der står bag projektet Breumm. Debutalbummet udkommer i slutningen af marts og er produceret af eks-Gangway Henrik Balling.

Hvor Coolsville var rettet mod pop og singer-songwriter-traditionen, tilføjer Breumm en mere elektronisk produktion. Det har ifølge en pressemeddelelse sin årsag i en alternativ sangskrivning over internettet:

"Sangene er for en stor dels vedkommende blevet til fra kollektivets respektive mailadresser, hvorimellem skitser har cirkuleret - er blevet klippet op, rettet til og klippet op igen - over en periode på et års tid. Resultatet er en 11 tusmørkepopsange, der er kreeret i den form for ensomt kollektiv, som fil-deling, fællesservere og alskens teknologiske stads muliggør."


Breumm er dog ikke et helt ukendt blad. Sidste år kunne P3 præsentere en demoversion af nummeret "Ikke Bange". Desuden medvirkede duoen på Anker Jørgensen-hyldestpladen ”De Største Er De Små” samt compilationen ”Hjemstavnssange”.

Pladen med den opmuntrende titel "Det Perfekte Spild Af Tid" udgives på ArtPeople.

Du kan finde Breumm og smuglytte på MySpace.


ANNONCE