x

Gnarls Barkley-udgivelse fremskydes

Gnarls Barkley-udgivelse fremskydes

Danger Mouse og Cee-lo Green har ændret lidt i planerne omkring udgivelsen af Gnarls Barkleys kommende album ”Odd Couple”.

For det første bliver albummet nu udgivet en uge tidligere end først annonceret. Så ”Odd Couple” er altså nu på gaden allerede den 31. marts.

Kan man slet ikke vente med at høre "Odd Couple", har man faktisk mulighed for at downloade albummet fra itunes allerede den 18. marts. Altså 14 dage før den udkommer fysisk, fortæller Henrik Fuglesang fra Warner Music.

Pladen kan altså købes hele tre uger, før den oprindeligt var sat til salg, og ifølge pladeselskabet er det bandets eget valg at fremskyde udgivelsen.

I et interview med Xfm udtaler Cee-lo Green:

”Jeg ved godt, at vi altid er så beskedne, men lad mig lige hive mit lys frem fra skæppen. Det er virkelig pisse-godt. Det er bare større, slemmere, modigere og mere arena-venligt”

Ydermere er videoen til duoens første single ”Run” blevet forbudt på engelsk Mtv på grund af den heftige brug af stroboskob-lys, hvilket kan fremkalde anfald hos epileptikere.

Det har medført, at Gnarls Barkley nu har optaget videoen om, således at den kan vises uden fare for, at hverken epileptikere eller andre lider overlast.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA