Nyhed

Queen udgiver første album uden Freddie Mercury

”The Cosmos Rocks” er sat til udgivelse 1. september

Sidste udgivelse fra Queens hånd (hvis man altså ser bort fra diverse opsamlings-albums og live-udgivelser) var ”Made In Heaven” fra 1995. Den plade indeholdt sange, der var skrevet og fremført af bandets afdøde legendariske frontmand, Freddie Mercury.

Den nye plade er skrevet af guitarist Brian May, trommeslager Roger Taylor og Paul Rogers, der nu står for at skulle udfylde pladsen som sanger i bandet. Rogers er til daglig frontmand i bandet Free. Queens tidligere bassist John Deacon har ikke været en del af det nye projekt.

Den nye plade er altså den første, der ikke indeholder input fra Freddie Mercurys hånd.


Albummet vil blandt andet indeholde nummeret ”Say It’s Not True”, der blev udgivet sidste år for at skabe opmærksomhed omkring World AIDS Day. For første gang i Queens karriere vil der også være et cover-nummer at finde på ”The Cosmos Rocks”. Det er dog hemmeligt, hvilket nummer der er tale om.

To uger efter at ”The Cosmos Rocks” rammer pladebutikkerne, tager bandet på Europa-turné. En turné, der efter planen vil bringe dem til i alt 14 lande. Dog er der indtil videre ikke annonceret en dansk optræden på turnéen.

”The Cosmos Rocks” udkommer den 1. september.


ANNONCE