Nyhed

Bob Dylan til Fyn

Legenden kommer til Arena Fyn 28. maj

Der bliver mulighed for at opleve en sand legende, når Bob Dylan i slutningen af maj dukker op i Odense for at give koncert.

En nærmere præsentation er vel næppe nødvendig af manden, der fortsat er på sin Never Ending Tour. Men det skal da lige nævnes, at det seneste album fra Dylan er den forrygende "Modern Times" fra 2006, og siden da skulle den 66-årige sangskriver blandt andet være gået i gang med at sætte musik til tekster skrevet af countrysangeren Hank Williams.

Der vil til koncerten blive solgt 5.000 billetter, og ifølge Thomas Christensen, administrerende direktør i Odense Sport & Event, vil der blive gjort meget for at gøre koncerten til en intim oplevelse.


"Arenaen vil til aftenens koncert blive bygget op, så publikum får en intens oplevelse. Vi placerer scenen langs langsiden, så publikum kommer tættere på kunstneren. Det giver en helt anden oplevelse end ved de større koncerter, hvor der kan være langt op til scenen. Til en kunstner som Bob Dylan er det oplagt at få intimiteten helt i front".

Billetterne til koncerten med Bob Dylan i Arena Fyn 28. maj sættes til salg mandag den 31. marts klokken 10:00. Billetterne kan købes hos Danbillet på www.danbillet.dk eller på telefon 66 14 01 10 eller hos billetnet på www.billetnet.dk.

ANNONCE