Nyhed

Martin vandt X Factor

Den 15-årige charmetrold fra Ørum levede op til bookmakernes forventninger

Billede: Agnete Schlichtkrull, DR

Det gik, ganske som bookmakerne og formiddagspressen havde spået: Det blev den 15-årige charmetrold Martin fra Ørum mellem Randers og Viborg, der fredag aften løb med sejren i DR's meget omtalte talentshow X Factor. Martin vandt over den 23-årige, gospel-orienterede sangerinde Laura fra Århus og kan nu med sindsro sige, at han har The X Factor.

Martin fremførte i aftenens program tre numre: Queens "Somebody To Love", Stevie Wonders "For Once In My Life" og den nye sang "The 1", og det sikrede ham sejren, som blev afgjort via seernes sms-stemmer.


Programmet bød i øvrigt på gensyn med nogle af de tidligere X Factor-deltagere. Både en række af de mere skæve indslag, som i samlet flok fremførte Queen-nummeret "The Show Must Go On", mens en stribe af de deltagere, der slap igennem de indledende runder, gav "That's What Friends Are For", kendt med Stevie Wonder, Elton John, Dionne Warwick og Gladys Night. Dermed var kendte, elskede og omdiskuterede X Factor-deltagere som Engle For Evigt, Vocaloca, RaiDen og Heidi for en stund tilbage på scenen.

Martin vinder en pladekontrakt med selskabet Sony BMG til en værdi af en million kroner og skal nu straks i studiet med blandt andre sin vejleder Remee for at indspille en plade, der givetvis er skrevet og produceret og kun mangler at få indspillet vokalerne, så den hurtigst muligt kan blive udsendt og – efter alt at dømme – solgt i vognlæs.

Martin skal derudover også deltage i lang række koncerter og autografskrivningsarrangementer, der begynder allerede lørdag i København, hvor han skriver autografer i Magasin klokken 13.30-15. Laura skulle også have medvirket her, men hun har måttet melde afbud, da hun havde forpligtet sig til at undervise et gospelkor lang tid før, hun meldte sig til X Factor.


Om X Factor-sejren så kommer til at lægge grunden til en lang karriere, eller der er dømt døgnflue, må tiden vise. Men GAFFA skal ikke holde sig tilbage fra at ønske Martin et stort tillykke med sejren – hold nu hovedet koldt, knægt, og pas godt på dit talent.

Martin kan opleves sammen med de øvrige X Factor-deltagere Laura, Basim, Lisa, RaiDen og Frederik live følgende steder:

9. juni FrederiksborgCentret, Hillerød
10. juni KB Hallen, København
13. juni Arena Nord, Frederikshavn
14. juni MCH Messecenter Herning
15. juni NRGi Arena, Århus
16. juni Idrætshallen, Odense


DR's X Factor-side


ANNONCE