x

Duran Duran samarbejder med Arctic Monkeys

Duran Duran samarbejder med Arctic Monkeys

"Your name isn't Rio, but I don't care for sand" synger Alex Turner fra Arctic Monkeys i hittet "I Bet You Look Good On The Dancefloor".

Også sangen "Teddy Picker" har en reference til et gammelt Duran Duran-hit, og derfor er det vel ikke så underligt, at de to grupper nu har taget første skridt imod et samarbejde.

I hvert fald har trommeslager Matt Helders i følge Billboard nu remixet Duran-singlen "Skin Divers", og meget tyder på, at Turner også bidrager med vokaler til den nye version.

Singlen er den anden fra Duran Durans seneste album "Red Carpet Massacre", og et af de numre, som de har indspillet sammen med Timbaland til pladen.

Billboard rapporterer desuden, at gruppen skulle være i gang med at forberede et projekt sammen med Amy Winehouse-produceren Mark Ronson. Men selvom bandets management bekræfter, at Ronson har snakket med gruppen, så er der ingen meldinger om, hvor konkrete planerne er for et fremtidigt samarbejde.

Duran Duran kan opleves i Hjørring 21. juni samt KB hallen 22. juni.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA