x

Megadeth opløst

Megadeth opløst

Heavygruppen Megadeth, der har eksisteret siden 1983, er gået i opløsning. Bruddet i bandet skyldes, at forsanger og lead-guitarist Dave Mustaine (billedet) har besluttet at forlade gruppen efter at have fået konstateret en speciel nervesygdom i venstre arm, som vil forhindre ham i at spille guitar i mindst et år. Det oplyser Mustaine i en pressemeddelelse på megadeth.com.

Man kunne mene, at Mustaine så kunne nøjes med at synge i Megadeth og overlade guitaren til andre, men sygdommen har altså fået ham til helt at kvitte Megadeth og i stedet "udforske andre områder i musikverdenen, hvor jeg kan yde et bidrag uden at spille et instrument", som han skriver.

Dave Mustaine dannede Megadeth efter at være blevet smidt ud af Metallica, og gruppen nåede at lave ni studiealbum - heriblandt "Countdown To Extinction" fra 1992, der nåede en andenplads på den amerikanske hitliste - et album med sange fra soundtracks og hyldestplader, et greatest hits-album og senest det netop udgivne livealbum "Rude Awakening", der også er kommet som video og DVD. Gruppen opnåede også i alt syv Grammy-nomineringer.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA