Nyhed

Og vinderen af Mercury Prize 2018 er...

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

Den prestigefulde Mercury-pris blev uddelt i går, torsdag den 20. september, hvor Årets Album i England og Irland blev kåret. 

Den heldige vinder, der løb afsted med den indflydelsesrige pris, er det engelske rockband Wolf Alice med deres andet studiealbum Visions of a Life

Wolf Alice, der havde sin debut i 2015, har sejret over gavede musikere som blandt andet Arctic Monkeys, Florence And The Machine og Noel Gallagher, der også var nomineret. 


Efter at have vundet prisen udtalte Wolf Alices guitarist og forsanger Ellie Rowsell: "Det betyder så meget at få den her med mine tre bedste venner". Bandet var også nomineret tilbage i 2015 med deres debutalbum My Love Is Cool, men tabte til Benjamin Clementine. 

LÆS OGSÅ: Wolf Alice – Engelske indierockere på tærsklen til internationalt gennembrud

Efter at have fået overrakt prisen i Hammersmith Apollo i London, optrådte aftenens vindere med nummeret "Don't Delete the Kisses" fra det nu prisvindende album, der udkom sidste år, hvilket blev efterfulgt af et stående bifald fra salen. 


Dommerpanelet, der består af både musikere, radioværter, musikproducere, musikjournalister samt tidligere vindere, har udtalt følgende:

"Fra en utrolig bred liste af bemærkelsesværdig musik fremstod Wolf Alice som den overordnede vinder på grund af deres evne til at frembringe et album, der kombinerer det episke og intime på lige fod. Albummet er en rejse bestående af euforiske festivalhymner og øjeblikke med diskret skønhed. Det er et album artikuleret med selvsikkerhed og eventyrlyst. Verden ligger for deres fødder!"

LÆS OGSÅ: Vega-aktuelle Wolf Alice: Rockmusik med politisk engagement


Albummet Visions of a Life fik sidste år også hele fem stjerner af GAFFA, hvor anmelderen blandt andet skrev: "Wolf Alice er stadig et band med et overraskende varieret lydbillede for et klassisk britisk rockband – og vingefanget virker kun til at blive bredere og bedre". 

Se Wolf Alices optræden med nummeret "Don't Delete the Kisses" til gårsdagens Mercury Prize:


ANNONCE