Nyhed

Klondyke klar med nyt

Blachman producerer den fjerde plade, "Dejlig Dum", der udkommer den 19. maj

Mikael K, K for Klondyke, er færdig med sit fjerde solostudiealbum, der får titlen "Dejlig Dum" og er produceret af den medieomspundne jazztrommeslager og X-factor-dommer, Thomas Blachman.

Den danske sangskriver, Klondyke, har tidligere udgivet "Guld" (2002), "Lille Vampyr" (2003) samt "Verdensmand" (2006).

- Jeg havde lyst til at prøve en anden stil, og tilfældigt møder jeg Blachman, som spørger mig, om han må producere et par af mine numre. Det blev så til 10 sange, der stort set er indspillet af os selv, i Blachmans studie i København, siger Mikael K i en pressemeddelelse.


Forsangeren med det kafkaske navn er for nylig flyttet fra Vesterbro til Vesterhavet, hvor han har byttet sin to-værelses lejlighed på fjerde sal midt i København ud med en nedlagt bondegård og to tønder land i det vestlige Vendsyssel.

"I skyggen af Børglum Kloster, hvor der føles ekstra højt til himlen, selv om der blæser som ind i helvede", forklarer han i en pressemeddelelse:

- Jeg har det lidt som om, jeg har ramt en guldåre! Lige præcis her kan jeg gøre fuldstændig, som det passer mig. Og sådan vil jeg helst ha’ det!


Pladen udkommer på hans eget Sexet Buddha Records i samarbejde med Bonnier Music.

MySpace


ANNONCE