Nyhed

When Copenhell Freezes Over klar med lineup og dato

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

When Copenhell Freezes Over indtager Vega den 26. januar og byder indenfor til det bedste fra den mørke danske metal-undergrund.

Glæd dig til en vinteraften i helvede i slutningen af januar 2019, når seks hårdtslående bands fra det danske vækstlag går på scenen ved Copenhells kolde tilløbsstykke. Sammen med datoen løftes sløret for de optrædende bands, der udfolder deres forskellige hårde genrer.

LÆS OGSÅ: Kuldegys af velvære


Det drejer sig om Sunless Dawn, der vandt Danish Wacken Metal Battle i 2016. Den danske kvintet har netop udgivet deres debutalbum Timeweaver, som er en rejse ind i deres dystre univers af progressiv dødsmetal. Ekstremmetal-bandet Xenoblight er også på næste års WCFO-lineup. Bandet vandt Danish Wacken Metal Battle i år, og på Copenhagen Metal Cruise 2018 strøede de bestemt også ud af deres uhæmmede vildskab. Musikensemblet med det gådefulde navn (0) kommer også til WCFO, og som altid væves deres mørke musik sammen med gennemførte visuelle flader.

På lineuppet finder vi også Cold Night For Alligators, der er aktuelle med andet album Fervor. Bandets tekniske metalcore bevæger sig ofte uden for genrekonventioner, og det bliver spændende at se, hvilke musikalske retninger, de tager publikum med i. Den jyske kvintet Tainted Lady gæstede Copenhell i år med deres hårde rebelrock, der er spækket med lækre licks og lirede soloer, der sender tankerne mod Deep Purple, Led Zeppelin og Guns N' Roses. I Alkymists smeltedigel bobler doom, sludge og post-metal, der udmunder sig i en dyster og slæbende langsom lyd, hvor melankolien driver ned ad væggene.

LÆS OGSÅ: Dansen med dødsherrerne


De seks unge bands har meget på spil på aftenen, hvor adskillige udenlandske bookingagenter, talentspejdere og branchefolk kan findes blandt publikum. Det danske dødsmetalband BAEST landede en pladekontrakt og en agentaftale efter deres utroligt overbevisende optræden til When Copenhell Freezes Over 2018. 

WCFO er skabt i samarbejde med MXD. Billetter kan findes på Ticketmaster

ANNONCE