VIDEOPREMIERE: Majestætisk one-take i Skanderborg


Det danske indieband In Lonely Majesty har skabt en fin og opfindsom musikvideo til deres nye single "In Your Eyes".

"Where do we go to see the light?", lyder det retoriske spørgsmål på sidste linje af singlen "In Your Eyes". Efter musikvideoen at dømme kunne svaret meget vel være et sted i Skanderborg – som også er bandets hjemby. Afslutningsscenen viser byens storslåede natur højt oppe fra en kirke på en smuk efterårsdag, mens de fire bandmedlemmer iagttager i stilhed.

Jonas Laurien har skabt videoen, som smelter sammen med lyden i ét langt one-take, hvor brudstykker af sangteksten er malet på byens gader og mure. I videoen transporteres vi, sammen med forsanger Lasse Helboe, hurtigere og hurtigere op mod kirken, naturen og de øvrige bandmedlemmer, mens det afsluttende spørgsmål får lov at ringe ud.

LÆS OGSÅ: Tysk stjerne-dj remixer dansk indie-folk-band

Videoen har med stor sandsynlighed krævet megen forberedelse og mere end ét forsøg for at få timingen tilo at sidde i skabet. Det er imidlertid ikke første gang, at bandet gør sig umage med deres musikvideoer. Se eksempelvis deres interaktive 360-graders video til sangen "Travel Far" fra 2015, hvor seeren selv kan vælge sin synsvinkel undervejs.

Sammen med den nye single annoncerer bandet deres debut-ep, som endnu ikke har fået en titel. "In Your Eyes" er ligesom ep'ens øvrige sange produceret i samarbejde med Søren Balsner (Carpark North, Mads Langer, Jacob Dinesen).

Bandet præsenterer den kommende ep med en række releasekoncerter i det nye år. Første koncert finder sted den 18. januar på Walthers i Skanderborg. Billetter kan købes her.

LÆS OGSÅ: Turnéaktuelle danske In Lonely Majesty har toppet hitlisten i Egypten - læs deres rejsedagbog

Singlen "In Your Eyes" er opfølgeren til hittet "Sing in the Dark", som var med i en international Pepsi-reklame, og som derefter gik nummer 1 på iTunes i Egypten, hvor bandet tidligere har optrådt. Lyt til nummeret her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA