Nyhed

VIDEOPREMIERE: Kira Skov i hjertegribende udendørs livesession

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

Kira Skov lukker dig ind i sit allerindeste med "The Echo of You". Se den stemningsfulde video ovenfor.

Det er i en efterårsramt skov på Møn, at du finder Kira Skov og hendes band – i hvert fald i den nye video skabt i samarbejde med Møn Sessions. I en symbiose af tilbageholdt sollys og nedfaldne jordfarver præsenterer kvinteten titelnummeret fra Kiras seneste udgivelse The Echo of You, dystert og dybfølt. Et album, sangerinden har dedikeret til sin afdøde mand og primære musikalske sparringspartner gennem 13 år, Nicolai Munch-Hansen, der døde i februar 2017, kun 39 år gammel.

Videoen er arrangeret af Møn Sessions, der siden januar 2017 har leveret en række livesessions optaget i forskellige storslåede natur-lokations på den sydsjællandske ø. Og denne gang blev det i en skov på en kold og vindblæst efterårsdag i slutningen af oktober. Videoen tæller den treogtyvende i rækken og idéen bag projektet er i sin enkelhed at skabe kunstneriske musikvideoer på en ny måde.


LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Kira Skov ekkoer i sorgens dal

Som en måde at bearbejde sin sorg på begyndte Kira kort tid efter Nicolai Munch-Hansens bortgang i starten af sidste år at skrive sange til sin mand. Det blev til det meget roste, lavmælte album om deres kærlighed og det endelige farvel – et tema, som titelnummeret i høj grad bærer. Pladen, der er Kiras tredje soloudspil, er netop blevet hædret med en DMA Jazz-pris som "årets vokaludgivelse".

Kira Skov har i den seneste måneds tid besøgt en række af landets kirker, biblioteker og kulturhuse, hvor hun har fremført numre fra sin sorgbearbejdende plade i projektet "Sorgen i Kunsten" i samarbejde med forfatter Naja Marie Aidt, der har læst op fra sin meget roste bog Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage.


ANNONCE