GAFFA – 35 år i musikkens tjeneste
Rygterne talte sandt
I går kunne vi, med Fist Pump Fridays som kilde, fortælle om, at plakater med Swedish House Mafia og ordene "Odense" var hængt op i København og Aarhus, og det havde sat gang i rygter om, at den gendannede housetrio kunne opleves på årets Tinderbox Festival. Det bekræfter festivalen nu.
– Rygterne har længe summet om, at Swedish House Mafia skulle være på vej til Odense, og vi er vanvittig stolte over nu at kunne bekræfte, at verdens største elektroniske navn rammer Tusindårsskoven til sommer. De tre svenskere har tidligere spillet på Tinderbox under egne navne, men det er noget helt særligt at kunne præsentere deres længeventede comeback som Swedish House Mafia, siger talsmand for Tinderbox, John Fogde.
Swedish House Mafia var aktive i årene 2008-2013 og havde stor succes med sange som "Save the World", "Greyhound" og "Don't You Worry Child", inden Steve Angello fortsatte som solist, og Axwell og Sebastian Ingrosso dannede duoen Axwell ^ Ingrosso. De blev gendannet for en enkelt koncert i Miami i marts og har siden offentliggjort tre udsolgte reunion-koncerter i Stockholms Tele2 Arena – med i alt 120.000 solgte billetter – og en i Mexico, alle i maj næste år.
Med annonceringen af Swedish House Mafia er startskuddet lydt for offentliggørelserne til næste års festival. I morgen torsdag kl. 10.00 offentliggøres yderligere otte navne til Tinderbox 2019. Tinderbox 2019 afvikles i Tusindårsskoven i Odense i dagene 27.-29. juni 2019, og billetter kan købes via Tinderbox.dk
LÆS OGSÅ: Coldplay er aktuelle med nyt sideprojekt featuring Pharrell Williams