Nyhed

Her er de mest googlede musikere i 2018

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

Demi Lovato indtager førstepladsen - se den fulde top 10-liste nederst i artiklen

Året går på hæld, og som altid kondenseres de 12 måneder til en lang række lister og højdepunkter. Google har i dag frigivet deres årlige rapport, der viser de hyppigeste søgeresultater på tværs af flere emner, mennesker, begivenheder og steder.

Blandt de mest Googlede musikere finder man i 2018 Demi Lovato på førstepladsen. Sådan skriver NME. I juli blev Lovato utrolig omtalt, da hun blev indlagt med en heroinoverdosis. Den 25-årige sangerinde har i flere år kæmpet med stofmisbrug, og efter hendes skræmmende overdosis blev hun indlagt på et rehabiliteringscenter.


Spice Girls lander ikke overraskende på andenpladsen. 2018 var fyldt med rygter om en gendannelse af den ikoniske britiske gruppe, hvilket blev bekræftet senere på året - dog med en Posh Spice mindre. Nyheden fyldte så meget, at man kunne oddse på genforeningen. Blandt andet hvorvidt de ville udgive en single inden 2019, om Posh Spice ville vende tilbage, eller hvilken gæstekustner de ville lave musik med. 

Tredjepladsen gik til den farverige rapper Cardi B. Foruden hendes musikalske karriere, har hendes fortid som stripper, opvæksten i Bronx og hendes relationer til Bloods-banderne prydet diverse blogs, nyhedssider og magasiner. I foråret udsendte hun sit debutalbum Invasion of Privacy, der modtog fire ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder. 

LÆS OGSÅ: Redaktionen kårer årets internationale album - nummer 10-1


Også herhjemme er vi flittige Google-brugere, og det er der også kommet en række top 10-lister ud af på DR. På listerne over mest Googlede "Danskere" og "Dem vi sagde farvel til", ligger hele Danmarks nationalskjald Kim Larsen på førstepladsen. Hans pludselige død i slutningen af september indledte en landesorg, der på smukkeste vis samlede nationen om hans musik og betydning for landet både med mindeoptog og -koncerter.

En anden musiker optræder på listen over de mest Googlede danskere. Det er John Mogensen på 5. pladsen, der døde tilbage i 1977. Hans navn optræder på listen, da filmen John Mogensen udkom tidligere på året med Rasmus Bjerg i hovedrollen som den store danske sanger. Til næste år drager Bjerg på en Danmarksturné, hvor han fremfører John Mogensens musik ovenpå biograf-filmens succes.

Danskerne har søgt Sanne Salomonsen ind på en 10. plads på listen over Googlede danskere. I løbet af året har sangerinden været vært på DRs nye talentshow Live. Hun har desuden annonceret en turné i det nye år med Lis Sørensen og Anne Linnet.


LÆS OGSÅ: UNDERSØGELSE: Kim Larsen var folkets nummer 1 til det sidste

Her er den fulde internationale liste over de mest Googlede musikere i 2018:

1. Demi Lovato


2. Spice Girls

3. Cardi B

4. Childish Gambino


5. Tallia Storm

6. George Ezra

7. Sigrid


8. Fleur East

9. Kendrick Lamar

10. Rick Ross


ANNONCE