Nyhed

Woodstock-festivalen genopstår i 50 års jubilæumsudgave

GAFFA – alt om musik

"En ting, vi har lært er, at musik har styrken til at bringe folk sammen"

Det er i år 50 år siden, den legendariske Woodstock-festival fandt sted, og nu genopstår den i en jubilæumsudgave. Det har en af de oprindelige Woodstock-arrangører, Michael Lang, offentliggjort i en pressemeddelelse. Festivalen vil finde sted 16.-18. august, af pladsmæssige årsager dog ikke på det oprindelige sted ved byen Bethel i staten New York, men ved byen Watkins Glen et par hundrede kilometer derfra, stadig i staten New York. I øvrigt på det sted, der i 1973 lagde plads til festivalen Summer Jam. Ifølge Lang bliver festivalen "den eneste autoriserede hyldest til den ikoniske 1969-festival."

Der er endnu ikke offentliggjort nogle optrædende, men ifølge pressemeddelelsen vil festivalen byde på "mere end 60 af de største navne og mest fremadstormende talenter inden for rock, hiphop, pop og country. Musikelskere kan forvente aktuelle navne og unikke samarbejder, men også hyldestoptrædener, der vil blæse nyt liv i nogle af Woodstocks ikoniske øjeblikke," skriver pressemeddelelsen og citerer Michael Lang: "Der vil primært være nye talenter, men de historiske kunstnere vil blive repræsenteret og æret."


Den oprindelige Woodstock-festival bød på kunstnere som Jimi Hendrix (billedet), Janis Joplin, Sly & the Family Stone, The Who, Grateful Dead og mange flere og tiltrak mere end 400.000 gæster.

Michael Lang udtaler også i pressemeddelelsen:

"Den originale festival i '69 var en reaktion fra datidens ungdom på sager, som vi følte os tvunget til at kæmpe for – borgerrettigheder, kvinders rettigheder og antikrigsbevægelsen, og den banede vej for vores mission om at dele fred, kærlighed og musik. I dag oplever vi lignende splittelse i vores land, og én ting, vi har lært er, at musik har styrken til at bringe folk sammen. Så det er tid til at bringe Woodstock-ånden tilbage, blive involveret og få vores stemmer til at blive hørt."


Festivalen vil have stort fokus på bæredygtighed og aktivisme og også byde på film, debatter og kunstinstallationer, og da ungdommen altid har været i fokus for Woodstock, vil et begrænset antal billetter blive solgt med rabat til studerende i alderen 18-25 år.

Både i 1994 og 1999 blev der holdt henholdsvis 25- og 30-års jubilæumsudgaver af festivalen. I 1979 og 1989 blev festivalens 10- og 20 års jubilæum markeret med enkeltstående koncertdage, og i 2009 blev 40-året hyldet med en amerikansk turné.

LÆS OGSÅ: Så meget tjente de på at spille på Woodstock


Varm op med Joni Mitchells klassiker "Woodstock" (Mitchell optrådte ikke selv på festivalen, da hun var blevet rådet til at optræde i tv-showet The Dick Cavett Show i stedet).

ANNONCE