Alive Festival offentliggør de første syv navne

Alive Festival offentliggør de første syv navne

Festivalen byder blandt andet på prisbelønnet dansk rap, hypet walisisk indierock og fremadstormende r&b

I dag kan den årlige Alive Festival løfte sløret for den første håndfuld optrædener, der kommer til at berige den nordjyske festivals gæster i august måned. Blandt de offentliggjorte navne er den populære rapduo Benal og den hyper-aktuelle r&b-sanger Selma Judith.

Benal har gennem flere år taget den danske musikscene med storm. Gruppens finurlige poetiske univers og blanding af hiphop og elektronisk musik skaffede dem i 2017 P3 Guld-prisen og fik Roskilde Festivals Arena-scene til at gynge sidste sommer. Benals nye album Benjamin og Albert er nomineret til både Årets danske hiphop-udgivelse og Årets danske udgivelse ved årets GAFFA-Prisen.

LÆS OGSÅ: GAFFA-prisen 2019: Og de nominerede er…

Selma Judith har blot tre singler under bæltet, men numrene ”Kind of Lonely”, ”I’m a Mess” og ”Inner Thigh” har fået de musikalske lag til at holde skarpt øje med den unge artist og hendes lo-fi r&b. Selma Judith spillede et intenst og energisk show i Vega tilbage i januar, og flere musikmagasiner har spået en lys fremtid for hende.

LÆS OGSÅ: Vegas Udvalgte spækket med ungt talent

Alive Festival byder også velkommen til indierockerne Boy Azooga fra Wales. Bag navnet gemmer sig den unge sangskriver Davey Newington, der sammen med sine kammerater spiller indierock med referencer til disco, punk og krautrock. Bandet udgav sidste år debutalbummet 1,2 Kung Fu, som genererede positiv omtale i de internationale musikmagasiner Clash og NME. Oplev hvorfor på Alive Festival.

Festivalens navne tæller desuden rap-fænomenet Artigeardit, hiphop-inspireret jazz fra Athletic Progression og to lokale navne i form af synth-pop-stjerneskuddet Elba og ”den nordjyske Nick Drake” Hjalte Ross, som også kan opleves ved årets Spot Festival.

LÆS OGSÅ: Spot Festival klar med 10 nye navne

Alive Festival bliver afholdt 15.-17. august 2019 på Christiansgave, Tingstrupvej 2, 7700 Thisted.
Billetter kan købes gennem Ticketmaster og alivefestival.dk


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA