BREAKING: Splinternyt Kim Larsen-album på gaden i morgen

BREAKING: Splinternyt Kim Larsen-album på gaden i morgen

Som et lyn fra en klar himmel er vi blevet bekendte med, at 12 nye Larsen-sange ligger og venter på os – og det er fantastisk. 

For ganske kort tid siden modtog vi en pressemeddelse om, at Kim Larsens nye og definitivt sidste album Sange fra første sal udkommer i morgen den 29. marts. Et album, der består af 12 sange indspillet over forår og sommer 2018 i Kims egen lejlighed – på første sal – sammen med Hjalmer og Jørn Ørn. I pressemeddelsen står der, at et af Kim Larsens allersidste ønsker var, at de færdige sange, han arbejdede på det sidste år af sit liv, skulle udgives.

"Fra start til slut er det her album lavet af Kim. Han skrev sangene, forberedte alt inden det skulle indspilles, og hvordan det skulle gøres ned til mindste detalje. Han lyttede som altid grundigt til mix, bestemte sangrækkefølgen, og han valgte titlen og coverbillederne. Det eneste, han ikke nåede var at udgive det hele, så det er det, vi gør for ham nu." 

Kim Larsens søn Hjalmer skriver således rørende om sin medvirken på albummet: 

"Kære far.
Et af dine mottoer som du altid selv efterlevede var: “Hold stilen”, og samtidig hadede du hysteri, og når noget blev for sentimentalt.
Det og alt det andet, du på fornemmeste vis gav mig med videre, vil altid sidde dybt i mit hjerte, så selv om dagen i dag rummer alle tænkelige følelser, ved jeg, du præcis ved, hvad jeg og vi sidder med lige nu uden at uddybe det nærmere.
Jeg fortalte dig heldigvis, hvor uendelig stolt jeg er over at være med på den her plade, og at det altid vil stå som det største og smukkeste for mig.
Tak fordi du altid satte barren så højt, og tak fordi jeg måtte være en del af det."

LÆS HELE PRESSEMEDDELELSEN OG PROCESSEN MED ALBUMMET HER: 

Sangene er et rørende og smukt indblik i, hvor stor en sangskriver og sanger Kim Larsen var. Kim synger med en enorm styrke og intensitet i nærværende sange om livet, som det tager sig ud på godt og ondt. Om ungdommen (f.eks. ’Den Store Dag’) og om alderdommen (’Koppen Med Den Skårede Hank’). Om den store kærlighed (’Miss Måneskin’) og om tidens trends (’Dagens Mand’), som han igen formår at spidde på sin helt egen måde. Og han har på mesterlig vis komponeret musik til to skønne danske digte. Alt i alt fremstår albummet som en ubeskrivelig smuk og generøs ’afskedshilsen’ med alt det bedste af det, som kun Kim kunne. 

Sådan blev nye sange til

Kim Larsen skrev altid på nye sange. Året rundt. Der var altid noget i støbeskeen, og selv når sangene var færdige, blev de vendt og drejet flere gange, inden de nåede videre til eventuel indspilning i studiet. 

Processen startede altid med, at Kim sad alene og komponerede. Førhen foregik det om natten, de senere år blev den kreative stund flyttet til sent om eftermiddagen. Altid hjemme ved sit musikbord i lejligheden i Odense. Trommemaskinen blev tændt, guitaren stemt og den håndskrevne tekst lå ved siden af askebægeret. Så var alt klar til de første spæde indspilninger af nye sange på den iPad, som han de sidste år indspillede sine demoer på. 

Når musikken og teksten var komponeret færdig og Kim var tilfreds med sine sange, så ville han altid gerne lave en lidt bedre demo-indspilning, inden sangene blev båret videre. Det krævede som regel en ekstra musiker. De sidste 7-8 år begyndte Kim Larsen at lave disse demo-indspilninger med enten sønnen Hjalmer eller impresarioen Jørn Ørn. I de perioder blev Hjalmer jævnligt stoppet i køkkenet, hvor Kim spurgte: ’Hej Junior, har du travlt i dag?’ Hjalmer svarede altid: ’Nej far, det har jeg bestemt ikke’, og så blev alle eventuelle planer begejstret aflyst, så der kunne spilles musik, og straks blev kaffen båret ind. Når Hjalmer ikke var hjemme, ringede Kim efter impresarioen med ordene: ’Kan du ikke lige kigge ned til mig, når du har lukket kontoret, vi skal lige indspille en ny sang’. Når Jørn Ørn så ankom stod Kim klar med to fyldte portvinsglas på musikbordet. 

Den private stue blev til studie

I februar 2018 fik Kim den idé, at indspille de færdige demoer lidt mere professionelt end normalt. Han havde lyst til at prøve noget nyt, og mest af alt lyst til at lave en helt rå og ’ufin’ plade. Gerne med musikere, der spillede på præcis samme hjemmelavede måde som ham selv. Så de to musikalske håndlangere, Hjalmer og Jørn Ørn, blev indkaldt samtidig, og så begyndte den til lejligheden sammensatte trio at øve de nye sange sammen. 

I slutningen af april var trioen klar til at indspille sangene. En tekniker kom med det nødvendige udstyr, og så blev den hyggelige stue for en lille uges tid omdannet til et musikstudie. Sangene blev indspillet live og uden rettelser, så det gjaldt om at spille rigtigt. Ellers skulle hele sangen tages om. 

Optagelserne foregik over fire fantastiske og utrolige dage. Mens den lille trio spillede det bedste de kunne, hjalp familien i lejligheden med til, hvad der nu skulle gøres. Lui, Hjalmers lillebror, var praktisk hjælper og var med til at slæbe gear frem og tilbage. Lønnen var en øl med ’bandet’ efter dagens optagelser. Liselotte, Kims kone, sørgede for at tage de fotos, som nu pryder coveret på albummet. Alt var hjemmelavet i ordets bedste betydning. Selv album-titlen og flere af sangenes titler på og i coveret er Kims egen håndskrift. 

Over sommeren 2018 – efter indspilningerne – faldt Kim i avisen over to danske digte, som han satte musik til. Dem ville han gerne have med i puljen, så midt under den igangværende sommerturné, dagen efter koncerten på Smukfest-festivalen i august, omdannedes et hotelværelse på Hotel Royal i Aarhus til et musikstudie. Her indspillede Kim og Jørn Ørn så de to sange selv, da Hjalmer skulle spille på Smukfest samme dag. 

Tolv sange var nu indspillet og sendt til mix. Kim elskede lyden og den rå og upolerede måde, de var lavet på. Midt i et voldsomt og turbulent år, viste Kim endnu engang sit kæmpe format, og resultatet taler for sig selv.

Nu er de her. De sidste tolv sange fra Kim Larsen. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA