Nyhed

Danske ikoner til Grøn Koncert

GAFFA – alt om musik

Anne, Sanne og Lis drager landet rundt til juli

Grøn Koncert har netop annonceret yderligere et navn, ellers nærmere tre, for Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen vil i samlet trop optræde ved årets koncertkaravane.

Turnéen kommer oven på trioens næsten udsolgte arenaturné i maj og juni. Når den bliver indledt, er det 38 år siden, de sidst optrådte sammen alle tre og små 40 år siden, de begyndte at spille sammen i Anne Linnet Band. En gruppe med leadvokaler fra alle tre sangere og Anne Linnet som den primære sangskriver, om end Lis Sørensen også skrev sange til gruppen. Gennem deres to lp’er – Anne Linnet Band (1981) og Cha Cha Cha (1982) – og talrige koncerter landet over blev de kendt som hele Danmarks ”Anne, Sanne og Lis”. Et udtryk, der gik sin sejrsgang op gennem 80'erne, hvor de tre hver især hørte til Danmarks bedst sælgende musikere, og de er stadig aktive og yderst succesfulde.


Anne Linnet og Lis Sørensen havde i forvejen spillet sammen i 70'erne i kvinderockbandet Shit & Chanel, og siden tiden i Anne Linnet Band har de tre sangerinder spillet sammen på kryds og tværs i forskellige konstellationer, og de har indimellem medvirket på hinandens soloplader. Linnet og Salomonsen har desuden sammen udgivet de to musicalplader Linnet/Salomonsen (1984) og Krig og Kærlighed (1990).

De tre har hver især optrådt på Grøn Koncert flere gange tidligere, men ikke som trio. Om at fejre sommeren i selskab med Grøn-publikummet udtaler de:

”Vi glæder os sindssygt meget til at komme med på touren. Selvom vi har været med mange gange, har vi aldrig været der sammen, så vi glæder os helt vildt til at trykke den af, og vi lover, at der bliver gang i den – det er nemlig det, vi kan.”


LÆS OGSÅ: Lis tændte lys i skoven

Trioen vil både spille Anne Linnet Band-numre såvel som hits fra Anne, Sanne og Lis' solokarrierer. Særligt glæder de sig også til at optræde for de hårdtarbejdende frivillige og det feststemte publikum:

”Vi ved godt, at Grøn ikke kan eksistere uden alle de frivillige – kræwet – og alle de publikummer, der rejser med karavanen – vi er taknemmelig for, at I er med, så vi kan føre os frem på scenen – det er altid en fest, og vi har giga-meget respekt for indsatsen!”


De offentliggjorte musiknavne til Grøn 2019 er indtil videre pop/r&b-hitmagerne Scarlet Pleasure, rapstjernen Kesi, dj-veteranen Kato, electrorockerne Carpark North og Anne, Sanne og Lis. I løbet af foråret offentliggøres navnene på de øvrige Grøn-navne. Følg med på www.groenkoncert.dk eller Grøns sociale medier.  

Grøn finder sted i uge 29 og 30, hvor karavanen besøger i alt otte byer. Første stop er Amager den 18. juli. Herefter følger Kolding 19. juli, Aarhus 20. juli, Aalborg 21. juli, Esbjerg 25. juli, Odense 26. juli og Næstved 27. juli, inden det hele slutter søndag den 28. juli i Valby.

LÆS OGSÅ: Hun er jo stadig lige her, og tak for det


Varm op med en optagelse fra 1981:

ANNONCE