GAFFA.dk – alt om musik
Taylor Swift giver sin første danske koncert nogensinde på Orange Scene
Roskilde Festival er klar med første navn til 2020, hvor festivalen kan fejre 50 års jubilæum. Og det bliver en vaskeægte megastjerne, der på Orange Scene samtidig giver sin første koncert i Danmark nogensinde: Taylor Swift.
Taylor Swift udgav sin selvbetitlede debutplade som 16-årig i 2006 og krydsede herefter fra countrypoppen til mainstream-poppen, hvor hun er blevet superstjerne med sine personlige tekster og særdeles iørefaldende sange. Hendes syvende album Lover, der udkom 23. august, har fået en varm modtagelse verden over af både anmeldere og fans. Herhjemme ligger det i denne uge på en niendeplads på hitlisten efter at være gået ind som nummer tre i sidste uge. Både i USA og Storbritannien debuterede det på førstepladsen.
Lover er et album, hvor Swift har skruet lidt ned for de dansable popsange til fordel for de sårbare ballader. Selv beskriver hun på Twitter udgivelsen som en fejring af kærligheden i al dens kompleksitet, og med numre som "You Need to Calm Down" og "The Man" viser hun samtidig, at hun også tør kæmpe for andres sociale og politiske rettigheder. Noget, som GAFFAs anmelder fremhævede i sin gennemgang af pladen.
LÆS OGSÅ: Den gamle Taylor er genfødt på ny
På scenen er Taylor Swift berømt for sine totalshows med dansere, visuals og en gennemarbejdet scenografi.
Anders Wahrén, Roskilde Festivals programchef, siger: ”Det er et kæmpe scoop for os at kunne lægge scene til Taylor Swifts første show i Danmark. Hun er én af de mest vedkommende og toneangivende popstjerner i verden lige nu og et kæmpe ikon blandt vores mange unge deltagere. At hun tilmed er i topform som sangskriver på sin nye plade betyder kun, at hun er det helt rigtige navn på Orange Scene i 2020."
Taylor Swift spiller på Orange Scene onsdag den 1. juli 2020. Billetter til Roskilde Festival 2020 kan købes nu via roskilde-festival.dk. Prisen for partoutarmbånd er 2250 kroner plus gebyr, hvilket er en stigning fra 2100 kroner plus gebyr i 2019. Endagsbilletter koster 1100 kroner plus gebyr mod 1050 kroner plus gebyr i 2019.
LÆS OGSÅ: Her er verdens mest indtjenende berømtheder