Taylor Swift: Lover

Taylor Swift
Lover

Den gamle Taylor er genfødt på ny

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 23.08.2019
Anmeldt af
Nanna Jenner Jensen

På Swifts sidste udspil, Reputation fra 2017, fik verden at vide, at den gamle Taylor var død og begravet. Men ironisk nok er det ikke den følelse, man sidder tilbage med, efter at have lyttet til den 29-årige sangerindes syvende album, Lover. Tværtimod kan man snarere tale om en genfødsel. For væk er kynismen og bitterheden og tilbage er den pastelfarvede pop, der kredser om kærlighed i alle afskygninger. 

Den største forskel på dette album og Swifts tre sidste udgivelser, hvor hun for alvor trådte ind i pop-land, er den komplet manglende tilstedeværelse af hit-produceren Max Martin. Og det kan i dén grad mærkes. Martin har stået bag alle de store pop-bangers, som katapulterede Swift ind på klodens hitslister og gjorde hende til verdens mest indtjenende kvindelige artist. 

Og det er netop fraværet af de store pop-omkvæd, som ender med at kendetegne Lover ret godt. Faktisk har man ganske utraditionelt, i hvertfald inden for pop-genren, valgt at placere de to forudgående hit-singler, “Me!” og “You Need To Calm Down”, som nogle af de sidste numre på pladen. 

I stedet fremtræder albummets down-tempo-numre som nogle af de stærkeste og mest helstøbte sange: På titelnummeret får vi en smuk og rå 60’er-nostalgisk ballade. Den betagende “The Archer” bygger sig langsomt op til klimaks med sin 80’er-synth. Henførende “False God” byder på et nærmest meditativt saxofon-tema. Og på den rørende “Soon You’ll Get Better” finder Swift for alvor tilbage til country-rødderne, når Dixie Chicks agerer kor og tilføjer banjo og violin. Teksten omhandler moderens kamp mod brystkræft, der for nylig er vendt retur, og det er svært ikke at sidde tilbage med en klump i halsen med disse tanker in mente. 

Swift har tidligere fået en del kritik i medierne for ikke at ville tage et politisk standpunkt, hverken personligt eller musikalsk. Men det åbner hun i dén grad op for nu. Både på den LGBTQ-positive “You Need to Calm Down” og med den Haim-lydende “The Man”, der lyrisk spiller på samme feministiske tangenter som Beyoncés” If I Were a Boy”. 

Med hele 18 sange består Lover desværre også af en hel del ligegyldige fyldnumre, som burde være strøget allerede i andensorteringen. Og det svækker naturligvis albummet som helhed, at kvalitets-kurven ryger støt op og ned. Swifts renæssance ender derfor ikke som nogen ny revolution, men i stedet som et kærkomment comeback. Hvis man da overhovedet kan tale om, at hun nogensinde har været væk fra os.    


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA