Nyhed

The Minds of 99 spiller kæmpekoncert i 2020

GAFFA.dk – alt om musik

The Minds of 99 har netop annonceret 2020's eneste koncert – i Parken i København.

The Minds of 99 står foran en stort anlagt arenatour i denne måned, men allerede nu kan de løfte sløret for en endnu større koncert. Denne gang er det Parken i København, som står for skud. Showet foregår den 12. september. 

LÆS OGSÅ: The Minds of 99 klar med opvarmning til arenaturné


Vi har valgt ikke at spille festivaler eller andre koncerter i 2020. For en enkelt aften vil vi samle alle vores fans under et tag til ét Nationalt Event. Vi havde først tænkt, at det rette sted ville være Østerbro Stadion. Men da der er EM i fodbold, kunne det sgu ikke lade sig gøre. Så vi talte med Parken, om det ville være muligt at skabe nogenlunde samme kapacitet derinde. Det lykkedes! Så nu stiller vi os ind på plænen i Parken, som det andet danske band nogensinde og her vil vi sammen med vores fans forhåbentlig skabe en af de største aftener i Minds' historie, udtaler sanger Niels Brandt i en pressemeddelse og fortsætter:

Solkongen har som album været en kæmpe gamechanger for os. På baggrund af den og de to første album samler vi nu næsten 30.000 mennesker i Aalborg, Århus, Odense og København her til november. Det er kæmpestort! Vi ved sgu godt, at det at spille i Parken er et endnu større move, men vi er stadig sultne, vi udgiver ny musik allerede, og derfor gør vi det. Vi kiggede hinanden i øjnene og blev enige om, at det er den oplevelse, vi har lyst til at dele med vores publikum næste år. Det er ikke mange gange i karrieren, man har muligheden for at tage sådan en beslutning. Nu har vi gjort det, og nu må vi se, hvor dumt eller klogt det er. Det er noget af en opgave, men vi bliver klar.

Billetsalget starter den 8. november klokken 10 lige her.


Det eneste andet danske band, der har givet koncert som hovednavn i Parken er Volbeat, som indtog nationalstadionet i august 2017.

På de sociale medier bruger The Minds of 99 hashtaggene #infinityaction og #somfluer, hvor førstnævnte også er navnet på deres nye, noget kryptiske hjemmeside, men hvad hashtaggene ellers refererer til, vides endnu ikke. Måske titler på nye sange eller et kommende album?

The Minds of 99 spiller i november en udsolgt arena-tour i landets fire største byer, sluttende med Royal Arena i København. De har spillet Orange Scene på Roskilde to gange samt NorthSide, Tinderbox, Smukfest og mange andre festivaler flere gange. De vandt for nylig prisen for årets album til Danish Music Awards for Solkongen, og tidligere i år blev de tildelt statuetten for Årets Liveband til både Steppeulven og GAFFA-Prisen. 


ANNONCE