Nyhed

Radiohead på vej i studiet

Guf for nørder i fansides sjældne interview med guitarist

Helt i tråd med bandets generelt ukonventionelle tilgang til branchen gav Radioheads guitarist Ed O'Brien (billedet) et 50 minutter langt interview til fansiden citizeninsane.com, da gruppen for nyligt gæstede Berlin.

Her taltes navnlig om enkelte sange og deres tilblivelse, men guitaristen løftede dog også sløret for, at bandet agter at gå i studiet i slutningen af året for at arbejde på såvel nyt som ufærdigt materiale. Eksempelvis nævnes en ældre og mere rocket udgave af "Reckoner", som stadig er i støbeskeen.

Herudover fortæller O'Brien, at flere af gruppens medlemmer p.t. arbejder på soloprojekter.


I interviewet fremhæver guitaristen i øvrigt gruppens koncert på årets Roskilde Festival som et af Europa-turnéens højdepunkter. GAFFAs anmelder var da også endog yderst tilfreds med dén koncert.

O'Brien fortæller også, at gruppen er ved at arrangere koncerter i Sydamerika, hvor de aldrig har spillet, til næste år. Yderligere luftes muligheden for en dvd-udgivelse af Radioheads koncert ved Bonnarroo-festivalen, men mestendels er der som sagt tale om detailsnak om enkelte sange – utvivlsomt guf for nørder.


Læs interview

ANNONCE