x

Her er årets optagne i Rock and Roll Hall of Fame

Her er årets optagne i Rock and Roll Hall of Fame

Nine Inch Nails, Notorious B.I.G. og Whitney Houston er blandt listen over Rock and Roll’s årgang 2020

Den amerikanske museumsinstitution Rock and Roll Hall of Fame har nu annonceret dette års optagne musikere i den prestigefyldte Hall of Fame. De seks kunstnere, der spænder over alt fra 90’ernes industrial og hiphop til 70’ernes glam og soft rock er Nine Inch Nails, The Notorious B.I.G., Whitney Houston, Depeche Mode, The Doobie Brothers og T. Rex.

Til optagelsesceremonien indlemmes Notorious B.I.G., Whitney Houston, de afdøde trommeslagere Michael Hossack og Keith Knudsen fra The Doobie Brothers samt alle medlemmer fra T. Rex på nær trommeslageren Bill Legend alle posthumt. Dertil vil Houston, Biggie og T. Rex blive æret med hyldestoptrædener.

LÆS OGSÅ: Hologram-Houston kommer til Danmark

Ceremonien afholdes i Clevelands Public Hall den 2. maj 2020.

For at kunne optages i Rock and Roll Hall of Fame skal man have udgivet sit første stykke musik for mindst 25 år siden. Hvert år nomineres en række musikere til indlemmelse, hvorefter der, ved afstemning blandt en eksklusiv gruppe artister, historikere og branchefolk, bliver valgt seks endelige kunstnere til optagelse i det fine, musikalske selskab.

LÆS OGSÅ: Her er de nominerede til Rock & Roll Hall of Fame

Blandt de nominerede, der ikke blev optaget i år var blandt andre Motörhead, Kraftwerk og Soundgarden og Chaka Khan.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA