Nyhed

Josh Homme skal producere Arctic Monkeys

Queens Of The Stone Age-frontmand bag knapperne på nye indspilninger med briterne

Den havde vi ærlig talt ikke set komme, men: Queens Of The Stone Ages frontfigur og bagmand, Josh Homme, skal producere nogle numre med Arctic Monkeys. Det har han selv udtalt i et interview med BBC 6 Music, oplyser The Guardian. Ifølge Homme er det Arctic Monkeys selv, der har kontaktet Homme for at få nye kreative input.

”Den polære modsætning til Arctic Monkeys må være ”Desert Monkeys”, så derfor har de kontaktet mig,” udtaler Josh Homme. Og han befinder sig da også i en ørken, nemlig The Joshua Tree i Californien – opkaldt efter den kaktus, som har givet navn til U2-albummet af samme navn. I The Joshua Tree har Homme sit Rancho De La Luna-studie, hvor også Hommes såkaldte Desert Sessions-plader med blandt andre P.J. Harvey og Mark Lanegan er indspillet.

”Jeg tror ikke, de har planer om at medbringe nogle gæstemusikere”, fortæller Josh Homme videre. ”Jeg tror bare, de vil prøve noget, der er helt modsat af, hvad de plejer at gøre. Og dét her er et godt sted at tage hen, hvis man vil lave noget musik for at lave musik.”


For nylig fortalte Arctic Monkeys’ trommeslager Matt Helder ifølge The Guardian det engelske musikblad NME, at alle i gruppen er store fans af Queens Of The Stone Age. ”Da vi så dem live, gav det os et spark i røven. De viser, at du godt kan skrive rigtig gode melodier og så spille dem højt og tungt. Det er meget sjovere at spille højt – så enkelt er det.”

Ifølge gigwise.com er det endnu uvist, om de nye numre kommer med på Arctic Monkeys’ næste album. Gruppen har nemlig tidligere udtalt, at de regnede med, at James Ford fra Simian Mobile Disco skulle producere pladen, der bliver opfølgeren til de storsælgende ”Whatever You Think I Am, That’s What I’m Not” og ”Favorite Worst Nightmare” fra henholdsvis 2006 og 2007.

Arctic Monkeys’ forsanger Alex Turner kan i øvrigt opleves på Vega i København 16. oktober med sit sideprojekt Last Shadow Puppets sammen med The Rascals-frontmanden Miles Kane.


Arctic Monkeys på MySpace

Queens Of The Stone Age på MySpace


ANNONCE