Nyhed

Hør hele det nye Oasis-album

Gruppen streamer ”Dig Out Your Soul” fra onsdag middag

På mandag udkommer Oasis’ syvende album ”Dig Out Your Soul”, som du nok har bemærket, hvis du har fulgt lidt med på GAFFA.dk i den senere tid.

Nu oplyser gruppen så på sin officielle hjemmeside, at de vil streame hele det nye album på deres MySpace-side fra onsdag middag, engelsk tid – altså fra klokken 13.00 onsdag den 1. oktober.

Hvis vi skal skrive lidt mere om det nye album, så kan vi oplyse, at det indeholder sange af alle gruppens fire medlemmer – i dag er det foruden Liam og Noel Gallagher guitarist/bassist Andy Bell og guitarist Gem Archer – men vanen tro er hovedparten leveret af guitarist Noel Gallagher. Og ifølge ham er der tale om nye toner på pladen:


”Jeg havde lyst til at skrive sange med et groove, ikke sange, som fulgte en traditionel struktur med vers, omkvæd og mellemspil. Jeg ville have en lyd, som var mere hypnotisk. Sange, som ligesom sugede dig ind,” fortæller han på gruppens hjemmeside og tilføjer, at singleforløberen ”The Shock Of The Lightning” bliver det nummer, der mest minder om det gamle Oasis, men at man også her kan mærke den nye stil:

”Hvis ’The Shock Of The Lightning’ lyder umiddelbar, skyldes det, at den er skrevet meget hurtigt. Og indspillet meget hurtigt. Det er nærmest demoen, der er kommet med på pladen. Og første gang, du indspiller noget, er altid den bedste.”

Albummet er produceret af Dave Sardy, der også var bag knapperne på gruppens sidste studiealbum, ”Don’t Believe The Truth” fra 2005. Det bliver det første album, som Oasis udgiver på deres eget, nystartede pladeselskab, Big Brother Records.


I GAFFAs oktobernummer, der er på gaden i morgen, den 2. oktober, kan du læse et stort interview med den højrøstede forsanger Liam Gallagher, der blandt andet bruger anledningen til at svine Radiohead til.

I GAFFAs konkurrencesektion har du i øvrigt chancen for at vinde eksklusive vinylsingler og T-shirts med Oasis.


Oasis på MySpace

ANNONCE