Nyhed

Sko båret af Kanye West solgt for rekordbeløb

GAFFA.dk – alt om musik

Et par Nike Air Yeezy 1 er solgt for 11 millioner kroner

Mange drømmer nok om at gå i Kanye Wests sko, og for 1,8 millioner dollar – cirka 11 millioner kroner – er det nu lykkedes en velhavende køber. Skoene, et par specialdesignede Nike Air Yeezy 1-sneakers, som rapstjernen bar til Grammy-showet i 2008, er blevet solgt af auktionshuset Sotheby's for det nævnte beløb, og det gør dem til de dyreste sneakers, der nogensinde er blevet solgt, skriver NME.

Den tidligere rekord blev indehavet et par Air Jordans-basketballstøver, som basketstjernen Michael Jordan havde båret under en kamp, og som i august sidste år blev solgt for 615.000 dollar, cirka 3,7 millioner kroner.


Det var ikke en enkeltperson, men investeringsselskabet Rares, som købte de kostbare sko, og det er nu meningen, at de skal udbydes på aktier som investeringsobjekt.

Året efter Grammy-showet blev Kanye Wests Air Yeezy 1-sneakers sat i serieproduktion i et samarbejde mellem West og Nike og blev en indbringende forretning for partnerskabet. I 2013 gik Nike og West imidlertid hver til sit grundet økonomiske uoverensstemmelser, og West har siden fortsat sit tøjbrand Yeezy i samarbejde med Adidas.

Ved Grammy-showet i 2008 vandt Kanye West i øvrigt fire priser, blandt andet Best Rap Album for Graduation.


LÆS OGSÅ: Kanye West sagsøgt for millioner af sit eget kor

Se Kanye West til Grammy-showet 2008 (dog i lidt dårlig billedkvalitet):


ANNONCE