Nyhed

Tina Dickow ind som nummer 2 på hitlisten

M:G:P 2008 sætter sig dog solidt på førstepladsen

Billede: Martin Dam Kristensen

Det er fredag morgen, og ugens danske hitliste er dermed blevet offentliggjort. Ikke helt overraskende går Tina Dickow ind højt på listen med sin nye, tredobbelte ep ”A Beginning, A Detour, An Open Ending”. Det bliver dog ”kun” til en andenplads, idet M:G:P 2008 med den meget fornuftige undertitel ”Det er bare noget, vi leger” går direkte ind som nummer 1.

Ugens højst placerede udenlandske nyhed er de for tiden meget populære amerikanske Kings Of Leon, der går ind som nummer fem med deres fjerde og meget roste album ”Only By The Night”. Så vidt denne signatur husker, er det Kings Of Leons højeste danske hitlisteplacering nogensinde.


Fjerde nyhed finder vi på en syvendeplads, afdøde Natasjas andet engelsksprogede album, ”Shooting Star”, som hun færdiggjorde kort før sin død i juni 2007 sideløbende med sit dansksprogede album ”I Danmark Er Jeg Født”. Et album, der som bekendt blev et kæmpehit sidste år.

På plads nummer 21 finder vi endnu en nyhed, Johnny Deluxe med ”De Knuste Hjerters Klub”. Altid populære James Last går ind som nummer 33 med ”Live In Europe”, og David Gilmour er på plads nummer 38 sidste nyhed i top 40 med sin kombinerede live-cd og –dvd ”Live In Gdansk”.

I top 40 finder vi også to re-entrys. Rolling Stones går ind som nummer 17 med livealbummet ”Shine A Light”, mens Tina Dickow går ind som nummer 36 med sit 2005-album ”In The Red”. Hendes forrige album, "Count To Ten", ligger nummer 31, og Tina Dickow har således tre album i top 40.


På downloadlisten er det igen Katy Perry, der topper med ”I Kissed A Girl”. Af nyheder finder vi på plads nummer 17 M.I.A. med ”Paper Planes”, som nummer 23 Johnny Deluxe med ”Aldrig” og som nummer 26 Kanye West med ”Love Lockdown”.

I top 40 finder vi også to re-entrys, nemlig på plads nummer 36 Szhirley med ”Glor På Vinduer” og som nummer 39 Basim og hans debut-single, en fortolkning af Peter Smith-sangen ”Alt Det Jeg Ville Have Sagt”. En sang oprindeligt fra 1991, altså et par år, før Basim blev født.


Se hele hitlisten her

ANNONCE