x

Randy Newman til København

Randy Newman til København

En af USA's store satirikere kommer til København

Det er en af USAs store satirikere, som kommer til København, når 77-årige Randy Newman lægger vejen forbi DR Koncerthusets Studie 2, den 1. april 2022. Newman skulle oprindelig have optrådt besøgt København i marts 2020, men måtte aflyse sin turné på grund af COVID19-pandemien. Men nu kommer han altså, og anledningen er stadig albummet Dark Matter.

Albummet udkom i 2017 og er Newmans første album i eget navn i næsten ti år. Vanen tro mixer Newman satire og hjerteskærende ballader på pladen, hvor man blandt andet finder sangen "Putin". "Vanlig humor, kynisme og vid. Men: der hvor Newman gør allermest ondt og indtryk er i virkeligheden de små stille perler", skrev GAFFAs Henrik Friis ved udgivelsen af Dark Matter i december 2017.

Når Newman kommer til København, er det ti år siden, han sidst gav koncert herhjemme. Det var en særdeles god aften på Værket i Randers, som jeg selv anmeldte og sammenfattede med ordene "vittigt, vedkommende, og indimellem også hjerteskærende". Siden dengang er Randy Newman blevet indlemmet i Rock'n'Roll Hall of Fame. Newman skulle have givet koncert i København i 2018, men måtte aflyse på grund af sygdom.

Randy Newman slog sit navn fast i 1970'erne med en stribe glimrende album, hvoraf ikke mindst Sail Away (1972, med blandt andet sangen "You Can Leave Your Hat On", som Joe Cocker fik et stort hit med i 1986), Good Old Boys (1974) og Little Criminals (1977) bør fremhæves. Fra firserne og frem har han komponeret en mængde filmmusik, herunder til Pixars populære Toy Story-filmserie. Billetterne til forårets koncert i København koster fra 520-720 kroner plus gebyr og går i salg den 1. september klokken 10 via livenation.dk og via livenation.dk og drkoncerthuset.dk

Varm op med "Short People" fra 1977-albummet Little Criminals:

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA