Nyhed

White Lies klar med ny single og video

GAFFA.dk – alt om musik

Titelnummeret fra trioens kommende album bringer budskabet om, at det er okay ikke at være okay – og om at turde være sårbar som mand

White Lies har delt titelsinglen fra deres kommende album, As I Try Not To Fall Apart, som er sat til at udkomme fredag den 18. februar 2022. Gruppen har desuden udsendt en tilhørende video til nummeret og offentliggjort albummets trackliste.

Bandet udtaler om titelnummeret i en pressemeddelelse:


”Vi skrev denne sang hurtigt, en sen aften, og ofte er de sange, som kommer hurtigst, skrevet med maven og hjertet, ikke med hovedet. Vi ønskede, at melodien skulle føles som en hymne, give de bekendende tekster vægt på trods af, at de er bundet op som en popsang. Det handler om at acceptere sårbarhed som en mand og om at vide, at det er okay at være ødelagt. Der har aldrig været en mere presserende tid til at sprede budskabet om, at det er okay ikke at være okay.”

LÆS OGSÅ: Charles Cave fra White Lies: Her er mit soundtrack til livet

Nummerets musikvideo er instrueret af James Arden, der også er kendt som The Trash Factory. Arden udtaler om videoen i en pressemeddelelse:


”Sangen fik mig til at tænke på mennesker, som forsøger at løfte sig selv ud af følelsesmæssige spiraler – som navigerer følelser af skrøbelighed og kæmper mod hverdagens pres bare for, at de kan holde det sammen – og det fik mig til at tænke på, hvordan vi kan blive begravet og overvældet af vores følelser, og hvordan vi kunne udforske det visuelt.”

Dertil tilføjer forsanger og guitarist Harry McVeigh:

”At være begravet i sand var for skørt at sige nej til. Følelsen var virkelig skræmmende, og jeg pillede sand ud af mine ører i dagevis, men jeg er begejstret for videoen, den bærer virkelig sangens budskab, og det ser smukt ud.”


Albummet er optaget ved Sleeper And Assult & Battery studioerne i London, og Ed Buller, som bandet i mange år har arbejdet sammen med og som blandt andet var med til at lave debutalbummet To Lose My Life… fra 2009, har været med til at producere mange af sangene. Claudius Mittendorfer (Weezer, Panic! At The Disco) har ligeledes været med til at producere og mikse albummet.

White Lies arbejder med forskellige genrer på pladen, som blandt andet blander gruppens kærlighed til pop og prog.

”Vi vil sikkert aldrig lave et album på den måde, som vi lavede dette igen. Jeg tror, det kan være et af vores bedste,” udtaler bassist og tekstforfatter Charles Cave.


Post-punk-trioen annoncerede for nylig en turné med det kommende album, som bringer gruppen forbi Danmark til to koncerter. White Lies spiller således på Train i Aarhus den 24. april 2022 og i Store Vega i København den 30. april 2022.

LÆS OGSÅ: White Lies gæster Danmark med nyt album

Trackliste for albummet:


  1. Am I Really Going To Die
  2. As I Try Not To Fall Apart
  3. Breathe
  4. I Don’t Want To Go To Mars
  5. Step Outside
  6. Roll December
  7. Ragworm
  8. Blue Drift
  9. The End
  10. There Is Not Cure For It

Se videoen til titelsinglen "As I Try Not To Fall Apart" her:

ANNONCE