GAFFA.dk – alt om musik
Med et billede af en bevidstløs kvinde under vand er sangeren klar i tonen om sin holdning til familiens håndtering af værgemålet, mens hun retter venlige ord mod forsvareren Mathew Rosengart
Britney Spears har delt et opslag på Instagram, hvori hun kritiserer sin familie for deres håndtering af sangerens værgemål, skriver NME.
Faderen, Jamie Spears, har fungeret som værge for Britney siden 2008, hvor sangeren led et offentligt sammenbrud, men det blev for nylig afgjort i retten, at Jamie Spears skulle sunspenderes fra sin rolle som værge.
Instagram-opslaget består af et billede, hvor en kvinde dykker ned imod en anden kvinde, der ligger bevidstløs under vand.
”Hvis du har en ven, som har været i et hus, der føles rigtig småt i fire måneder, ingen bil… ingen telefon… ingen dør til privatliv, og vedkommende har arbejdet omkring 10 timer om dagen syv dage om ugen og giver tonsvis af blod på ugentlig basis uden at have en fridag… Så foreslår jeg kraftigst, at du tager hen og samler din ven op og får for helvede vedkommende ud derfra! Hvis du er som min familie, der siger ting såsom ’undskyld, du er under et værgemål’, sikkert mens de tænker, at du er anderledes, så de kan [rode] med dig!!!! Heldigvis fandt jeg en fantastisk anklager Mathew Rosengart, som har hjulpet med at forandre mit liv!!!!” skriver Britney Spears i opslaget.
Artiklen fortsætter under opslaget
View this post on Instagram
Værgemålet er dog ikke fuldstændigt afskaffet endnu, idet det er blevet bestemt, at John Zabel, en revisor udvalgt af Britneys juridiske team, skal fungere som midlertidig værge for sangeren.
Jamie Spears indgav i sidste måned en ansøgning om at få værgemålet ophørt med øjeblikkelig virkning efter 13 år som værge. Jamies advokat, Vivian Lee Thoreen, efterspurgte ligeledes, at værgemålet skulle ophøre med øjeblikkelig virkning, fremfor at Jamie skulle suspenderes. Dette argumenterede Britneys advokater dog imod, idet de ønskede en ny høring inden for 30 til 45 dage, så Jamies opførsel kunne blive undersøgt.
En dato for høringen er sat til den 12. november, og her vil det sandsynligvis også blive bestemt, hvorvidt sangerens værgemål fuldt ud skal ophøre.
Britney Spears har takket sine fans og #FreeBritney-bevægelsens tilhængere for at hjælpe hende ud af det ufrivillige værgemål.
For nylig udkom Netflix desuden med en dokumentar med titlen Britney vs Spears, der netop undersøger det kontroversielle værgemål.
”Jeg vil bare have mit liv tilbage,” udtaler Britney i en voice-over i begyndelsen af traileren, og nu ser det faktisk ud til, at sangeren er på vej til at få netop dette.
LÆS OGSÅ: Netflix viser trailer for ny Britney Spears-dokumentar
Britney Spears var i slut-90'erne og de tidlige 00'erne et ægte teen-ikon. Sangeren udgav sit første album …Baby One More Time i 1999 til stor succes, og siden er det blevet til yderligere otte studiealbums. Det seneste, Glory, udkom i 2016. Dengang havde Spears allerede været under det pålagte værgemål i otte år.
Musikeren har haft seks albums som nummer 1 på Billboard 200-listen samt fire solo nummer 1-singler på den amerikanske Billboard Hot 100 liste. Sangeren har desuden vundet en lang række priser, herunder en Grammy for bedste dance-indspilning i 2004 for nummeret ”Toxic”, flere Guinness World Records og syv Billboard Music Awards.