Nyhed

Mattias Kolstrups Liberty er klar med nyt album

GAFFA.dk - alt om musik

Albummet er den tidligere Dúné-sangers andet fuldlængde soloprojekt 

Libertys nye album er netop udkommet og har fået titlen Moon Child Set on the Sun. Det er efterfølgeren til debutalbummet Haven’t Felt This Great Since 1988, som udkom tilbage i 2020. Mens debuten havde en mere mørk undertone, fremstår Libertys nye album som "den lyse tvilling" med en mere håbefuld tone. På albummet indgår også Libertys to seneste singler "Troye Sivan" og "Playing In The Sun". Du kan lytte til albummet nederst i denne artikel. 

I en pressemeddelelse giver Mattias Kolstrup en humoristisk forklaring på, hvordan Liberty og albumtitlen på den nye plade blev til.


"Albumtitlen kommer fra før corona, hvor jeg tilmeldte mig astronautuddannelsen i Houston, Texas. Derovre mødte jeg en astronaut. Hun fortalte mig, at jeg var et “moon child set on the sun,” en drømmer med en livlig fantasi, der var i stjernerne mentalt, men aldrig ville komme derop med min ranglede fysik. Jeg tog hjem og dannede Liberty i stedet. Da pandemien ramte, brugte jeg resten af min opsparing på at lave den her plade, da jeg vurderede, at verden havde mere brug for noget at danse til, end jeg havde brug for pengene," uddyber Kolstrup.

Moon Child Set On The Sun er et popalbum. I pressemeddelelsen beskrives det som "en let plade, der ikke tager sig selv for alvorligt, men stadig har selvtillid". Albummet er indspillet i Farvemøllen, København og er produceret af Fridolin Nordsø og Arto Eriksen samt co-produceret af Lasse Boman & Kolstrup selv.

Liberty er er Mattias Kolstrups nye soloprojekt og kunstnernavn. Kolstrup har tidligere været forsanger i bandet Dúné, der stoppede tilbage i 2018 efter 17 års aktivitet i musikbranchen. Med sit nye soloprojekt dyrker Kolstrup en kombination af 70’ernes rockguder og 00’er-pop. En energi, som Liberty tager med på Danmarksturné senere på måneden sammen med sit faste band. Liberty gæster følgende spillesteder: 

18.11.21: VoxHall, Aarhus 

24.11.21: Vega, København

26.11.21: Magasinet, Odense


27.11.21: Turbinen, Randers

På turnéen kan Liberty passende medbringe både nyt og gammelt til de danske spillesteder. Debutalbummet Haven’t Felt This Great Since 1988 fik fire stjerner af GAFFAs anmelder, som skrev: "Mattias Kolstrup hviler på alle måder musikalsk i sig selv som Liberty og har skabt en varieret og velspillet debut under sit nye navn, og man kunne sagtens have ønsket et par numre mere". 

LÆS OGSÅ: Stilskift og nyvunden frihed på solodebut


Lyt til Libertys nye album Moon Child Set On The Sun lige her:

ANNONCE