Nyhed

Spot 09-program fastlagt - Sort Sol og Marie Frank blandt de nye navne

Programmet klart til festivalen, der finder sted i Århus 29.-31. maj

Dansk Rock Samråd (ROSA) er netop blevet færdig med at sammensætte programmet til årets festival, der finder sted i og ved Musikhuset Århus 29.-31. maj. Sort Sol (billedet) og Marie Frank er blandt de sidste navne, der er føjet til programmet.

Spot-festivalen er kendt for at præsentere nye navne på den nordiske musikscene, men med Sort Sol er det første gang, festivalen forsøger sig med et allerede veletableret navn - Sort Sol kunne sidste år fejre 25-års jubilæum. Grunden til, at man præsenterer Sort Sol, er, at Spot med årene er blevet et af de vigtigste mødesteder i Danmark/Norden for internationale talentspejdere, managere m.m., og såvel Sort Sols pladeselskab Universal samt gruppens management DKB Motor vil gerne benytte det udstillingsvindue i forsøget på international lancering af gruppen og dens store bagkatalog. Blandt andet kommer Universal-repræsentanter fra fem lande, heriblandt Tyskland, Holland og hovedkontoret i London.

Som eksempel på værdien af Spot-eksponering kan vi nævne - som det efterhånden har været omtalt en del gange i talrige medier, herunder GAFFA.dk - at det var på sidste års Spot-festival, at den indflydelsesrige Rolling Stone-redaktør David Fricke fik øje på The Raveonettes og talte varmt om dem i udlandet, hvilket banede vej for deres amerikanske pladekontrakt og begyndende internationale gennembrud. David Fricke har i øvrigt også meldt sin ankomst i år.


Også Marie Frank er blandt de sidst tilføjede navne til Spot. Marie Frank udgiver, som tidligere nævnt på GAFFA.dk, en ep i maj, denne gang på eget selskab efter to album på det multinationale BMG.

Spot 09 har også en række specielle afdelinger på festivalen. Fredag 30. maj en hel programflade arrangeret af EMMA - den nye århusianske paraply-sammenslutning for det elektroniske musikmiljø. EMMA præsenterer et nordisk program bestående af Supersilent og G-Ha (begge Norge) i selskab med danske Je m’apelle Mads, K.I.O.L., JabMichael, Wäldchengarten samt DJ Carl K i selskab med et par jazzmusikere.

Lørdag 31. maj præsenterer Spot selv et elektronisk program bestående af Ugress (N), B&B International, Snospray, Örtz, Slowtrain samt det dansk-norske DJ-team Ben Horn.


Endelig kommer Spot også til at indeholde en mere akustisk præget afdeling med Claus Hempler (Fielfraz), Petur Hallgrimsson (IS), Juncker, Billie Koppel (Catbird), Camilla Munch (Wynona), Superjeg og Love Julie.

Blandt tidligere offentliggjorte hovednavne på Spot 09 kan nævnes Kaizers Orhestra, Håkan Hellström, Kashmir, Carpark North og Swan Lee. Eneste navn, Spot nu mangler at få på plads, er vinderen af den igangværende talentkonkurrence LiveContest DK, der findes 11. april i Vega i København. Se det komplette program på www.spot09.dk.

Billetsalget til Spot 09 er startet på Billetmaskinen, Billetnet, TDC-butikker og Musikhuset Århus.


ANNONCE