Nyhed

Under Byen om medvirken på Howe Gelb-album

Violinist Nils Grøndahl fortæller om samarbejdet med det amerikanske kultnavn

Århusianske Under Byen er så småt ved at gøre sig bemærket uden for landets grænser. I december omtalte Rolling Stone-redaktøren David Fricke på bladets hjemmeside deres andet album "Det Er Mig Der Holder Træerne Sammen" som et af ti oversete album fra 2002, man burde holde øje med. Fricke har tidligere talt varmt i udlandet for The Raveonettes og Junior Senior, hvilket har været med til at hjælpe dem på vej internationalt, så han er ikke den værste at blive fremhævet af.

Nu medvirker de fleste af Under Byens musikere så på det nye album "The Listener" med den amerikanske sanger, sangskriver og Giant Sand-forsanger Howe Gelb, der er et internationalt kultnavn. Under Byens forsanger Henriette Sennenvaldt kan bl.a. høres i duet med Howe Gelb. Hvordan kom dette samarbejde i stand?

- Howe Gelb er gift med en dansker, og hun ville godt bo i nærheden af sine forældre, da hun skulle føde sidste år. Derfor boede hun og Howe Gelb nogle måneder i Århus, og en dag mødtes vi, efter at Under Byen havde givet en koncert på Musikcaféen, fortæller gruppens violinist og sav-spiller Nils Grøndahl og fortsætter:


- Vi blev enige om et samarbejde og gav bl.a. en række koncerter på Café Mozart (mindre århusiansk café, red.) sidste sommer. Det gik så godt, at vi også kom med i studiet, da Gelb skulle lave sit næste album, som delvist er indspillet i de århusianske Feedback-studier. Gelb kan godt lide at gøre tingene hurtigt, så vi fik indspillet syv sange på halvanden dag. Marie Frank og flere andre danske musikere medvirker også på albummet.

Har I fået nogle udenlandske reaktioner på jeres medvirken hos Gelb og på David Frickes roser? - de er jo internationalt kendte.

- Ja, der har været en del interesse, og det vil vi da forsøge at udnytte. Vi tror ikke, at det, at vores egne sange er på dansk, behøver at være nogen hindring, for f.eks. har Sigur Rós - som Fricke bl.a. har sammenlignet os med - fået international succes, selv om de synger på islandsk eller deres eget hjemmelavede sprog, og der er også mange navne, der har fået succes med instrumentalmusik.


Når du læser dette, har Under Byen i øvrigt lige afsluttet en mindre turné til Tyskland. Deres næste projekt bliver at fremføre (delvis ny) musik til "Port2Polis", en film/teater/danseforestilling, der opføres på Århus havn i maj. Samme måned medviker Nils Grøndahl, Marie Frank og flere andre danske musikere på Howe Gelbs Europa-turné.

ANNONCE