Nyhed

Florian Schneider forlader Kraftwerk

Den tyske musiker forlader Kraftwerk efter næsten fyrre års musikalsk arbejde

Florian Schneider har netop meddelt, at han har besluttet sig for at forlade gruppen Kraftwerk, som han var med til at danne i 1970. Det betyder, at Ralf Hütter er det eneste tilbageværende originale medlem af gruppen, der udsendte plader som "Autobahn" og "Die Mensch-Maschine".

Schneider var kortvarigt med i grupperne Organisation og Pissoff i slutningen af 60'erne, inden han i 1970 var med til at danne Kraftwerk. Sammen med Hütter opbyggede han også Kling Klang-studiet, hvor gruppen har indspillet klassikere som "The Model", "Tour De France" og "Autobahn".

Det er svært at overvurdere Kraftwerks betydning på ikke bare elektronisk musik, men også rock og pop musik i al almindelighed, hvor navne som Depeche Mode, Duran Duran, Kliché og Nephew har ladet sig inspirere, mens navne fra Afrika Bambaataa til Coldplay direkte har samplet gruppen. David Bowie gik endda så langt at opkalde sangen "V-2 Schneider" fra albummet "Heroes" efter Florian Schneider.


Schneider deltog ikke i gruppens 2008-turné, og der gik allerede rygter i november om, at han var på vej ud af Kraftwerk. De rygter er nu blevet bekræftet, og det forventes, at Florian Schneider fremover vil arbejde på soloprojekter.

ANNONCE