x

Gojira giver to koncerter i Danmark

Gojira giver to koncerter i Danmark

Det franske metalband Gojira, også kendt som Godzilla indtil 2001, kommer nu snart til Danmark, hvor de spiller på Pumpehuset d. 27. april og på Voxhall d. 28. april. Det fremgår nu af gruppens MySpace-side.

Bandet blev dannet i 1996 i Frankrig, og har siden udgivet fire studiealbums, hvor dødsmetal blandes med progressive, tekniske og futuristiske toner og skaber en ganske original lyd. Emnemæssigt kredser bandet om miljørelaterede tekster, hvorfor deres musik også i flere omgange er blevet betegnet som "øko-metal".

Gojiras seneste plade "The Way of All Flesh" fra 2008 er blevet rost betydeligt af såvel fans som kritikere. Vi anmeldte også pladen her på GAFFA, hvor den fik fire ud af seks mulige stjerner, og der blandt andet blev skrevet:

"De fire franskmænd laver ikke musik, der fordøjes let. Det kræver en del gennemlytninger at blive fortrolig med deres numre. Når man så er blevet dus med højdepunkter som A Sight To Behold og The Art Of Dying, er det investeringen værd."

Så mon ikke en livekoncert også er investeringen værd. Gojiras koncert på Voxhall vil være med support fra Vira, og arrangeres i samarbejde med Metal Royale og Black Beauty. Metalkoncerten er sat til at starte klokken 21:00 og kan nydes for 200 kroner. Billetsalget til koncerten i Århus er sat i gang, men det fremgår endnu ikke hos Pumpehuset, hvornår man vil kunne købe billetter til koncerten hos dem.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA