Nyhed

Johnny Cash og Rick Rubin boks-sæt på vej

Over 100 uhørte kollaborationer i vente

I et nyt interview med billboard.com udtaler produceren Rick Rubin, at han for tiden er i fuld gang med at sammensætte et boks-sæt med mere end 100 uhørte kollaborationer fra indspilningsprocessen omkring Johnny Cashs fire seneste studiealbums. Boks-sættet bærer arbejdstitlen ”Unearthed”, og Rubin håber på at udgive samlingen til jul gennem sit eget American Recordings-pladeselskab der også stod bag de fire forgående Cash-album.

Opsamlingen forventes at udfylde fem cd’er, hvor de fire kommer til at indeholde ikke tidligere hørt materiale fra Cash og Rubins frugtbare samarbejde. Den femte cd bliver en samling af højdepunkterne fra de fire forgående Rubin-producerede album: ”American Recordings” fra 1994, ”Unchained” fra 1996, ”American III: Solitary Man” fra 2000 og sidste års ”American IV: The Man Comes Around”.

Rubin forklarer, at han gennem de seneste 10 år har samlet omkring 150 ubrugte sange, deriblandt adskillige coverversioner og enkelte duetter med navne som Nick Cave og Fiona Apple. Begge medvirkede også på ”American IV: The Man Comes Around”.


De tre første cd’er kommer til at indeholde assorterede sange fra overskudsbunkerne, deriblandt en coverversion af Bob Marleys ”Redemption Song”. Sangen, der er en duet med Clash-frontmanden Joe Strummer, som døde i julen sidste år, kan højst sandsynligt også bryste sig af guitarspil af den tidligere Rage Against The Machine- og nuværende Audioslave-guitarist Tom Morello. Fiona Apple kan høres i en duet på Cat Stevens’ ”Father And Son”, og Nick Cave forslog selv en duet på sangen ”Cindy Cindy”, der tidligere har været indspillet af Elvis Presley.

Den fjerde cd, med ikke tidligere hørt materiale, er "My Mother's Hymn Book", et akustisk gospelalbum, Cash gennem flere år har ønsket at lave.

Efter at Cashs hustru gennem 35 år, June Carter Cash, gik bort i maj måned i år, har Cash valgt at vie resten af sit liv til musikken. “Han tog ligesom en beslutning. Han ringede til mig et par dage, efter at June var gået bort og sagde, at han virkelig havde viet sit liv til arbejdet, og at han ønskede at være travlt optaget hele tiden og fokusere på sange. Det er det han ønsker, så det gør vi, og det er det, vi har gjort,” forklarer Rubin.


Og derfor er Cash og Rubin godt i gang med det femte album i ”American”-serien. ”Han har planer om at komme til Los Angeles til september for at tage de idéer med, vi har arbejdet på de sidste to år, for at stykke dem sammen og færdiggøre dem.” Blandt det nye kuld sange, der overvejes til det kommende album er en version af Ian & Sylvias ”Four Strong Winds”, en sang, Neil Young også fortolkede på albummet ”Comes A Time”.

“Han sender mig sange, jeg sender ham sange. Han indspiller sange i Nashville, og så genindspiller vi dem her i Los Angeles, eller også tager jeg til Nashville og gennemarbejder dem med ham. Det er en slags konstant arbejdsproces, og nu arbejder vi hele tiden på noget”, forklarer Rubin afrundende om samarbejdet med The Man in Black.

(Billedet stammer fra en Cashs første optræden efter Junes død).


ANNONCE