Nyhed

Glasvegas til Århus

Den skotske gruppe besøger Train 5. maj

Glasgow-gruppen Glasvegas giver 5. marts en udsolgt koncert i Pumpehuset i København, men nu kan spillestedet Train fortælle, at det er lykkedes dem at få bandet tilbage til landet kun to måneder senere. Det betyder, at man vil kunne opleve bandet i Århus 5. maj.

Glasvegas har allerede spillet en udsolgt koncert i Lille Vega efter udgivelsen af deres debutalbum, og med endnu en udsolgt koncert på vej, kan man nok godt formode, at der også vil blive rift om billetterne til koncerten i Århus. Meget kunne i hvert fald tyde på, at det over de sidste måneder er lykkedes gruppen at opbygge en ret solid fanbase her i landet.

Det er da heller ikke så mærkeligt, da bandets debutplade de fleste steder er blevet rost til skyerne, og også her på GAFFA var vi ude med seks stjerner til albummet, der blev rost for "fremragende sangskrivningskunst, og en eminent storladen produktion".


Det kan man få lov til at høre for sig selv, når bandet giver koncert på Train 5. maj. Billetsalget til koncerten starter onsdag 25. februar klokken 10:00 via Train.dk.

ANNONCE